
Af Knud Abildtrup
NORDFYN: Connie Hedegaard (K) bad i 2007 kommunerne om at komme i gang, Troels Lund Poulsen (V) satte et projekt i gang til at nedbragt sagspuklerne i kommunerne. Og spørgsmålet er nu, hvad Karen Ellemann (V) vil gøre.
Aktuelt har Miljøklagenævnet hjemvist omkring 50 huusdyrsager og givet ekstra arbejde i de kommunale natur- og miljøforvaltninger, efter at en længe ventet og væsentlige vejledning fra Miljøstyrelsen så dagens lys i juli 2010. Det får nu Nordfyns Kommune til at sende en indsigelse mod Miljøklagenævnets praksis.
Indsigelsen er underskrevet Teknik- og Miljøudvalgsformand Kim Johansen (S) og natur- og miljøchef Jacob Preil Andersen. Det hedder bl.a.:
'... Miljøklagenævnet har i løbet af december 2010 afgjort en række husdyrsager fra Nordfyns Kommune. Fælles for dem er, at miljøgodkendelsen er afgjort inden Miljøstyrelsens vejledning af 24. juni 2010. Et andet fællestræk er, at de generelt ikke er hjemvist med henvisning til en forkert eller manglende vurdering. De er hjemvist da:
'Miljøklagenævnet finder det rigtigst, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Nordfyns Kommune i overensstemmelse med retningslinjerne i Miljøstyrelsens vejledning.'
Tre år før vejledningen ...
Den ældste sag har Nordfyns Kommune afgjort 01.05.2007, altså mere end tre år før denne vejledning udkom.
Nordfyns Kommune finder det ikke rimeligt at en vejledning, der trods alt kun er en vejledning, skal være årsag til, at afgjorte sager skal genoptages.
Miljøklagenævnet påpeger korrekt, at der skal inddrages:
'viden fra det forberedende arbejde til brug for vand- og naturplanerne efter Miljømålsloven.'
Der henvises til Husdyrbekendtgørelsens bilag 3, hvor det fremgår, at kommunen skal inddrage al tilgængelig viden:
'...herunder den viden, der på tidspunktet for godkendelsen er tilgængelig i forbindelse med udarbejdelse af vand- og naturplanerne...'
Det er netop, hvad Nordfyns Kommune har gjort. Der er blevet inddraget al den viden, der var tilgængelig på afgørelsestidspunktet.
I pressemeddelelse af 14. marts 2007 udtaler daværende miljøminister Connie Hedegaard:
'Kommunerne har nu haft et par måneder til at sætte sig ind i sagerne, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang'
Ministeren opfordrer i meddelelsen kommunerne til at bruge den vejledning til loven, som klart beskriver, hvordan en ansøgning skal miljøvurderes.
Ødelæggende for projektet
I lyset af daværende miljøminister Connie Hedegaards pressemeddelelse, virker det forkert, at afgørelser der på afgørelsestidspunktet er grundigt gennemarbejdet, med inddragelse af al tilgængelig viden, brug af vejledninger, kortmateriale mm. hjemvises af Miljøklagenævnet, generelt med den ene anke, at der mangler et 'gennemsyn' i forhold til en ny vejledning.
Når der endvidere ikke er taget stilling til klagepunkterne bliver, hverken klagere eller kommuner klogere på, om der er foretaget en rigtig vurdering. Kommunerne bliver ikke bedre til sagsbehandling og klagere bliver ikke afklaret ifht. rigtigheden af deres klage.
Vi har i løbet af kort tid modtaget syv afgørelser med ovenstående begrundelse. Det ser ud til, at alle sager fra før vejledningen, som har udbringningsarealer der afvander til Natura 2000 områder, bliver hjemvist til fornyet behandling. Hvis det er korrekt opfattet, at afgørelserne generelt bliver hjemvist, fordi der er kommet en ny vejledning, er det ødelæggende for projektet til nedbringelse af sagspuklen i kommunerne. Tiltaget blev iværksat af tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen, og stoppede 1. okt. 2010. Med en generel hjemvisning af alle disse sager, er der således risiko for en ny sagspukkel hos kommunerne.
Udvikling i husdyrtryk
Miljøklagenævnet bemærker, med henvisning til retningslinjerne i Miljøstyrelsens vejledning, at der skal indhentes konkrete data for udviklingen af husdyrtrykket. Derudover bemærker Miljøklagenævnet at:
'Ifølge Miljøstyrelsens vejledning vil styrelsen søge at gennemføre et projekt, der kan vise udviklingen i husdyrtrykket fordelt på de oplande, ..., at sådanne oplysninger skal stilles til rådighed for den kommunale sagsbehandling...'
Udviklingen i husdyrtrykket er altså afgørende for den videre sagsbehandling i kommunerne. Den udvikling kender kommunerne ikke. Danmarks Statistik og landboforeningerne har ikke umiddelbart et tal for den. Nordfyns Kommune kender ikke til andre muligheder til at foretage den krævede vurdering. Det er derfor afgørende, at Miljøstyrelsen hurtigst muligt gennemfører det omtalte projekt. Ellers vil igangværende og hjemviste sager ikke kunne få den sagsbehandling Miljøstyrelsen lægger op til i vejledningen, og Miljøklagenævnet forlanger i afgørelserne.
Nordfyns Kommune vil derfor gerne bede miljøministeren kontakte Miljøklagenævnet med henblik på genoptagelse af sagerne således, at der kan tages konkret stilling til kommunens vurderinger samt hindre, at der fremover foretages en generel hjemvisning af sager på baggrund af en vejledning.
Derudover beder kommunen ministeren om hurtigst muligt at iværksætte projektet, der kan vise udviklingen i husdyrtrykket. Nordfyns Kommune har frist til december 2011 til genbehandling af sagerne, men har ikke mulighed for at foretage den ønskede vurdering, før Miljøstyrelsens projekt er afsluttet.'
Foto: http://www.flickr.com/photos/hencio/with/1538319987/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.