Nord- og vestjyske projekter fylder godt i ny erhvervsfremme

Erhvervsfremmebestyrelse støtter grøn omstilling, digitalisering, energilagring og turisme-markedsføring.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i sin nyeste uddeling af midler øremærket cirka 10 mio. kr. til tre nord- og vestjyske projekter. Støtten går til en international turismekampagne, styrket samarbejde om grøn omstilling og digitalisering mellem nordjyske virksomheder og studerende fra Aalborg Universitet samt til øget anvendelse af Power2X-teknologi med fokus på lagring af energi, oplyser styrelsen.

En markedsføringskampagne 'Fælles vækst i nordjysk turisme', der får 4,6 mio. kr., begyndte i 2018 og rækker over 15 kommuner i fire af de nyetablerede destinationsselskaber: Destination North Denmark, Den Nordjyske Vestkyst, Destination Himmerland og Destination Limfjorden.

Støtte får også den fortsatte drift af et samarbejde mellem mindre virksomheder og studerende på Aalborg Universitet. Målet er øget digitalisering og mere fokus på grøn omstilling, og samarbejderne skal samtidig give virksomhederne bedre adgang til højtuddannet arbejdskraft.

Desuden er der støtte til erhvervsparken GreenLab i Skive med projektet 'Power2X', der handler om at omdanne vindenergi til gas, som derefter lagres på gasnettet.

I den første ansøgningsrunde til erhvervsfremme afsatte bestyrelsen 33,4 mio. kr. til otte projekter. Til den anden runde fik bestyrelsen 31 ansøgninger og støtter nu følgende ansøgere med op til 34,8 mio. kr.:

  • Fælles vækst i nordjysk turisme – Markedskommunikation (Turismeudvikling i Hjørring)
  • Projekt vidensamarbejde (AAU Match, Aalborg Universitet)
  • Power2X-virksomhedernes udvikling og vækst (GreenLab Skive A/S)
  • Database for startups (TechBBQ)
  • Femern-forbindelsen som vækstdriver (CELF)
  • Sammenhængende arbejdsmarked i Greater Copenhagen (Greater Copenhagen Committee)
  • Bioteknologisk Spin-Outs – videreførsel af Biopro (Erhvervshus Sjælland)
  • Retail Tech – Udvikling af teknologi til fremtidens digitale vækstskabelse (Lyngby-Taarbæk Vidensby)

ka

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt