Næse for liberal arrogance

Alle partier har deres særkender, både de officielle og de uofficielle. Eksempelvis er De Radikale kendt for at folketingsmedlemmerne helt ind i knoglerne véd at de har ret, bare véd det, og Dansk Folkeparti har som et af sine særkender, at partiet som organisation er dét mest fintmærkende instrument til registrering af folkestemninger. Og så er der selvfølgelig klassikerne som at socialdemokrater allesammen er pampere, og at venstrefolk allesammen er i lommen på medicin-, kunstgødning- og sprøjtegiftsvinende landmænd, men det forekommer lidt mere fladtrådt.

Så er der mere schwung over enkeltpolitikeres særkender. For eksempel opretholder Marianne Jelved et image som saglig på kanten af det støvede, og hun er så vidt vides den eneste politiker nogensinde, der offentligt har ærgret sig over at have sagt noget morsomt. Det var engang, hvor hun undtagelsesvis spillede en smule med på de endeløse håndtaske-vitser med det resultat, at vitsen var det eneste, der blev vist i tv, mens det saglige indhold fra pressemødet, eller hvad det var, helt blev forbigået. Og hendes vits var endda kun ganske lidt morsom.

Heller ikke på enkeltpolitiker-niveau kommer man uden om Dansk Folkeparti. I den mere kuriøse ende er det svært at glemme Karina Due, der kort efter sin debut som folketingsmedlem delagtiggjorde en undrende omverden i, at hun kunne samtale med både ånder og dyr og i øvrigt havde været indianerdreng i et tidligere liv. Det er et yndet tidsfordriv i politisk journalistik at se, om man kan få nyvalgte til at buse ud med noget, som mere drevne politikere ville have holdt for sig selv, i særdeleshed når det gælder nyvalgte fra et parti, der har som selvstændig intern målsætning ikke at komme under mistanke for at være landsbytosse-magnet.

Men det sker også at partier og politikere kvajer sig, selv om de ikke på forhånd henregnes til det potentielle landsbytosse-segment. Henrik Dahl havde ikke været folketingsmedlem ret meget længere end Karina Due, da en intetanende journalist kom for skade at sige 'velkommen' til ham på en af Christiansborgs gange, men den rollefordeling bekom ikke det nyvalgte folketingsmedlems selvfølelse vel. En ussel journalist hvis tilstedeværelse på matriklen alene afhang af de folkevalgtes velvilje, skulle ikke komme her og sige velkommen, som han var vært eller noget, lod Henrik Dahl forstå på Facebook.

Den let overlegne attitude er ikke fuldstændig ukendt i Henrik Dahls parti, der af samme grund lejlighedsvis kaldes Liberal Arrogance, senest aktualiseret af transportminister Ole Birk Olesen i forløbet frem mod sidste uges næsetildeling. En smule ydmyghed kunne have gjort sagen til en ikke-sag, der var bare ikke nogen ydmyghed, end ikke en lille smule. Ikke før til allersidst da det gjaldt jobbet, og kun af nød.

Ydmyghed er heller ikke hvad der karakteriserer ministerkollegaen Inger Støjberg (V) fra det andet regeringsparti, der hedder noget med liberal. Ydmyghedens modsætning er dog i dette tilfælde ikke arrogance, men rent ud sagt hjerteløshed. Ikke at Inger Støjberg skal beskyldes for at være hjerteløs, for det er hun garanteret ikke. Det virker bare sådan i hendes politiske ageren. Senest demonstreret med, af alle ting, en kage som rekvisit i en Facebook-opdatering.

Med et 50-tal i chokolade på marcipan lignede den mest af alt en fødselsdagslagkage, og en syrlig svar-opdatering fra en politisk modstander lød da også 'Tillykke med de 50 år, du holder dig sgu godt!' Men nej, Inger Støjberg er 44 år og var endda kun 43 år da billedet med kagen blev taget. 50-tallet gjaldt derimod antallet af stramninger på udlændingeområdet, som, hvad enten man er politisk enig eller ej, handler om menneskers skæbner, og ikke for det gode.

'Det skal fejres!', lød Inger Støjbergs salut uanfægtet.

Også her kunne selv meningsfæller have ønsket en smule ydmyghed. Der var bare ikke nogen ydmyghed, end ikke en lille smule.