dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Når viden om udsatte børn ikke må gå tabt

En digital stafetlog skal erstatte og samle mødereferater og notater, der typisk er i forbindelse med et sagsforløb på et barn
17. NOV 2011 10.01

SKIVE: Et nyt digitalt værktøj skal nu sikre, at vigtige oplysninger om udsatte børn ikke går tabt mellem forskellige myndigheder. Indtil nu har dokumentation og videndeling på tværs været en stor udfordring i landets kommuner. Skive Kommune er derfor gået sammen med KMD om at skabe et digitalt værktøj, der sikrer, at beslutninger om udsatte børn dokumenteres og kendes hele vejen rundt i systemet.

Når en lærer noterer sig, at et barn ser ud til at mistrives, eller en pædagog observerer, at et barn gennem længere tid har ændret adfærd, så foregår det i dag typisk via notesbøger. Og hvis et barn er kommet ud i et længere forløb med flere involverede fagpersoner, er dokumentation og videndeling om beslutninger og observationer i dag ikke ligetil.

- Den digitale stafetlog skal erstatte og samle de mange mødereferater, opfølgningspapirer, notater mv., der typisk er i forbindelse med et sagsforløb på et barn. Erfaring viser, at der netop her er huller, som værdifuld viden i dag kan falde ned i, fortæller Karen Nielsen, direktør hos KMD, der udvikler systemet.

Sammenhængende sagsforløb
Den digitale stafetlog følger en sag fra start til slut. Fra en indledende observation til et egentligt sagsforløb, hvor der typisk er involveret en række faglige kompetencer på tværs af kommunen. Også myndigheder uden for kommunen har mulighed for at være med i loggen - eksempelvis psykiatrien.

- Formålet med hele arbejdet er at sikre, at ingen er i tvivl om, hvem der er ansvarlig for det næste skridt i et forløb med et barn. Ingen er i tvivl om, hvem der skal gøre hvad. Det hele er nedfældet i stafetloggen, som alle relevante parter har adgang til, forklarer Helle Madsen, konsulent i Skive Kommune.

Den digitale stafetlog har omdrejningspunkt om barnet - men har også udpeget en såkaldt stafetholder, der er den centrale person i samarbejdet. Det er blandt andet stafetholderen, som sørger for at stafetloggen altid er ajourført med aftaler og næste mødedato. Stafetholderen kan skifte i løbet af forløbet men vil typisk starte hos en pædagog eller skolelærer, der gør sig en observation om barnet.

Sikring af viden
De manuelle processer i dag gør videndeling på tværs yderst vanskeligt - men det betyder også, at man bliver sårbar over for, at eksempelvis en lærer skifter job, bliver pensioneret mv. Viden forsvinder med den konsekvens, at historikken omkring et barn kan forsvinde, og en sagsbehandler år efter måske må starte forfra uden en god portion erfaring og viden fra år tilbage.

- Vi oplever sager fra tid til anden, hvor det er yderst nyttigt at kunne gå tilbage i tiden og se på et barns forløb gennem en lang årrække. Der findes glimrende journalsystemer og fagsystemer hos de enkelte myndigheder - men der findes ikke i dag et værktøj, der binder myndighedernes dialog og beslutninger sammen på tværs over en lang periode. Den digitale stafetlog vil give dokumentationsmulighederne et godt løft på den konto, forklarer Helle Madsen.

Åbenhed og gennemsigtighed for forældre
Værktøjet giver også de involverede forældre en bedre mulighed for at følge med i barnets forløb.

- De fleste danskere har i dag adgang til internet, og man vil som forældre kunne logge sig på Stafetloggen via en browser og dermed få nem adgang til de informationer om observationer og beslutninger, som kommunen gør sig i forbindelse med sagen. Der er altså tale om kvalitetsløft over for forældrene, som sikrer den åbenhed, og gennemsigtighed, vi gerne vil have som kommune, siger Helle Madsen.

- Nogle gange er de bedste ideer også de mest enkle. Der er stort potentiale i den her løsning, som er simpel men effektiv. I første omgang udvikler vi jo den her løsning sammen med Skive henvendt mod udsatte børn og unge, men den kan jo i princippet også bruges til andre grupper, fortæller Karen Nielsen fra KMD.

Udviklingsarbejdet foregår i en fælles arbejdsgruppe. Her er der flere forskellige faggrupper repræsenteret fra kommunen, og de er i løbende dialog med KMD om, hvilke behov der er - og så udvikler KMD løsningen på den baggrund.

Udviklingsarbejdet kører netop nu - og en første udgave af systemet forventes i pilotdrift lanceret lige efter nytår.

Projektet med KMD blev igangsat i sommer og forventes færdig først i det nye år.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/naar-viden-om-udsatte-boern-ikke-maa-gaa-tabt

GDPR