
Af Ivan Lilleng, byrådsmedlem
Kommunikationsafdelingen har overtaget dialogen med befolkningen fra politikerne. Det gør de med pressemeddelelser, 'kommunen informerer', noter og artikler på hjemmesiden og informationsmøder, hvor politikerne spiller den rolle, kommunikationsafdelingen har koreograferet.
Kommunikationsafdelingen styrer også den kommunale organisations selvforståelse. Det gør de gennem såkaldt medarbejderinformation i interne blade, mails og hjemmesider.
Altså er der to virkninger af, at vi i kommunerne har ansat en række kommunikationsfolk. Det første er, at politikerne bliver reduceret til nogle der har mindre og mindre kontakt med befolkning og presse, men er henvist til sagsfremstillinger og noter produceret under indvirkning af kommunikationsfolkene. Det andet er, at den opfattelse, man som ansat eller borger har af, hvad det er for en kommune man befinder sig i, er forklaret og fortalt af nogle bestemte folk, nemlig kommunikationsfolkene.
Løsrevne teorier
I artiklen her bruges ordet kommunikationsfolk, for det kalder de sig selv i de fleste kommuner. De burde kalde sig informationsafdeling, for kommunikation er dialogisk, mens information er monologisk, og det er det, de er.
Den historie kommunikationsfolkene ønsker at fortælle er det, de kalder den 'gode historie'. Med det mener de ikke den saftige historie, og de mener ikke historien som rummer uenighed, og de mener ikke historien, hvor der er sket fejl. Nej, de mener det omvendte. De mener glansbilledehistorien, som giver et billede af en kommune i balance og harmoni.
Man kan i deres udgydelser se, at de har været på kurser, mange kurser. Mange af dem sikkert gode, men meget af det også modefænomener som fallerede erhvervsfolk stykker sammen fra amerikanske kommunikationsfolk, der baserer deres 'teorier' på en psykologisk eller etisk selvfølgelighed ofte løsrevet fra sin sammenhæng og passende krydret med engelske låneord.
Man må have et budskab at sende
Den første læresætning kommunikationsafdelingen har lært sig er, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man kommunikerer med pressen og befolkningen. Fuldstændig korrekt. Men de glemmer, er at det ikke er nok at ville sende et budskab. Man skal også have et budskab at sende. Har man kun den sædvanlige 'gode historie', hvor man går uden om det farlige og fortæller om idyllen, så gider omverdenen ikke læse det. Det er vel en af grundene til, at meget få pressemeddelelser finder vej til avisernes spalter, men må nøjes med at fylde op på kommunens egen hjemmeside.
Det næste det er værre. De har i kommunikationsafdelingerne opdaget, at den samme historie ved hjælp af sproglige kneb kan drejes forskelligt. Det er et farligt våben i hænderne på folk der har en bestemt hensigt, nemlig at fortælle 'den gode historie'.
Et lille udpluk er:
Lukning af skoler blev til 'Kvalitetsudvikling af folkeskoleområdet'.
Million besparelser og lukning af biblioteker blev til 'udvikling af ny biblioteksstruktur'.
En meget kreativ og elegant en er, at 'refleksiv ansættelsesprocedure' dækker over ansættelsesstop.
Et par meget almindelige er, at 'harmonisering af brugerbetaling' er øget brugerbetaling og, at vi står overfor 'store udfordringer' betyder nedskæringer.
Respekt og velvilje
Det, at man omskriver det meget ubehagelige til noget forskønnet er et begreb kendt fra faget retorik, hvor man bruger det græske ord 'eufemisme'. Et kursus i eufemisme har de i kommunikationsafdelingerne i hvert fald været på.
Det er i orden at bruge retoriske virkemidler. Det er i orden at bruge retorikken til at pege på de elementer i en sag, man ønsker at fremhæve. Men det er kammet over. Det er endt i utroværdighed og fordrejning. Det er ikke i orden.
Det, kommunikationsafdelingen sukker efter, er anerkendelse af 'deres virksomhed' - nemlig kommunen. Men, jo mere de betragter borgerne, politikerne og de ansatte som modstræbende, umodne og uoplyste, der på pædagogisk vis skal have den gode historie forklaret, jo mere mistro og modstand vil de få.
En af retorikkens fædre, Aristoteles, fandt ud af, at for at lykkes med et budskab så skal afsenderen have respekt og velvilje for modtageren. Andet skal der faktisk ikke til end respekt og velvilje for modtagerne.
Rådgivende kemiingeniør og byrådsmedlem i Faxe, Ivan Lilleng (K)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.