SKIVE: Selvom det i 2012 kostede 550.000 kr. at få udviklet et nyt navn og logo til museumssamarbejdet i Skive Kommune, slog navnet Muse®um aldrig an. Hverken på Skive-egnen eller i Slots- og Kulturstyrelsen, der for nylig udtrykte sin skepsis i en såkaldt kvalitetsvurdering af museerne.
På et møde torsdag besluttede kultur- og fritidsudvalget i Skive Kommune, der også er bestyrelse for museet, at skrotte Muse®um og gå tilbage til det gamle navn Museum Salling. Det skriver Skive Folkeblad.
Også museumssamarbejdets forskellige udstillingssteder skal have nye navne, ligesom bestyrelsen valgte at arkivere det manifest, der skulle illustrere visionerne for museet.
Byrådsmedlem og formand for museet, Jan D. Andersen (S), opfordrer nu derfor alle interesserede i at komme med forslag til nye navne til udstillingsstederne inden den 1. september.
- På den måde kan vi offentliggøre de nye navne ved indvielsen af museet på Havnevej i Skive til december, fortæller Jan D. Andersen.
Museet brugte i 2012 en sum af 550.000 kr. på en såkaldt 'rebranding' af museet, herunder et nyt navn og grafisk udformning af et nyt logo, skriver Skive Folkeblad.
Bestyrelsen siger med skrotning af branding-strategien og beslutningen om at tage det gamle navn tilbage, også farvel til en strategi om at drive museet som et såkaldt 'hybrid-museum', der fx skulle vise kunst, fossiler og kulturhistoriske genstande i én og samme udstilling.
Slots- og Kulturstyrelsen betegnede i sin kvalitetsvurdering tanken om et 'hybrid-museum' som 'meget abstrakt, uden tanke på museets ressourcer og lidet handlingsanvisende'.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.