ÅRHUS: Lokale- og Anlægsfonden har udviklet en mere bredt orienteret udgave af multibanen og den lokale aktivitetsplads kaldet 'næraktivitetsanlægget'. Den nye type anlæg er en udvidet idrætslegeplads, der udgør rammerne for mange fysiske aktiviteter udover boldspil og skaber motivation for aktivitet for alle børn og unge - også pigerne - der ikke har været så tiltrukket af multibanerne, oplyser fonden.
Multibanerne - de små boldbaner med bander - har været en stor succes for Lokale- og Anlægsfonden. De er skudt op overalt i landet i de senere år som lokale samlingspladser til boldspil. Den noget stereotype funktion har dog ikke appelleret til andre bevægelsesformer, og særligt piger har ikke været tiltrukket af multibanerne, der også har budt på begrænsede muligheder for bare at 'hænge ud' i fritiden.
Sidste år valgte Lokale- og Anlægsfonden derfor at gå i gang med et udviklingsarbejde, der skulle finde på nye tanker omkring multibanens funktion som lokalt samlingssted.
Udviklingsarbejdet resulterer nu i en bevilling til Århus Kommune, der vil opføre det første eksempel på næraktivitetsanlægget. Bevillingen vil blive fulgt op af et inspirationskatalog, der samler op på idéerne bag udviklingsarbejdet i Fonden.
Næraktivitetsanlægget vil blive opført på boldbanen ved Skåde Skole omkranset af haver, stisystemer og skov nær byområdets villakvarterer. Næraktivitetsanlægget kommer til at bestå af en række aktivitetsmuligheder, der sammen skaber et anlæg til idræt, der tilgodeser både piger og drenges ønsker til fysisk aktivitet. For at gøre anlægget mere appellerende til begge køn og som lokal samlingsplads for folk i alle aldre byder det også på opholds- og mødesteder, hyggekroge, udsigtsposter og tilskuerpladser.
Mange aktivitetsmuligheder
Anlægget vil byde på aktiviteter som:
- multibane til gængse og nye boldspil,
- kropsøvningsplads med mulighed for gymnastik, klatring og parkour,
- mindre skaterområde,
- grusbane til fodbold og amerikansk fodbold,
- forhindringsbane og
- et kombineret idræts- og legeområde med springgrav og lege-/klatreelementer.
Den traditionelle multibane er opløst, så der er blevet plads til en parabolisk formet væg til det nye slagboldspil 'paraball'. Væggen opføres i polycarbonat, et gennemsigtigt materiale, der også vil gøre paraballbanen til et tiltrækkende opholdssted for mindre grupper. Bag hvert mål etableres betonelementer med udskæringer til præcisionsskudtræning.
Næraktivitetsanlægget er skabt i samarbejde med repræsentanter fra Skåde Skole, beboerne i lokalområdet, Peter Holst Plan & Landskab samt Bosch & Fjord. I alt vil næraktivitetsanlægget komme til at koste ca. 7 mio. kr. at opføre. Fonden støtter med 2,5 mio. kr.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
- Det har været en vigtig indsats for Lokale- og Anlægsfonden at skabe et nyt bud på en lokal aktivitetsplads, der er tilgængelig for alle borgere med et bredere udbud af aktiviteter og opholdsmuligheder. De traditionelle multibaner har været en stor succes, og de er stadig fine og nødvendige elementer for mange lokalsamfund, men vi så et behov for at skabe et mere varieret anlæg, hvor piger - og alle andre - har flere muligheder end blot at se på drengenes støjende boldspil.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.