Morsø må om igen i sag om minkfarm

Spørgsmålet om kontinuerligt dyrehold eller ej blev afgørende.

MORSØ: Morsø Kommune har fået hjemvist en miljøtilladelse til en udvidelse af et landbrug, der skulle muliggøre en større minkfarm, fremgår det af en afgørelse fra Miljøklagenævnet.

Ifølge Nordjyske havde et nabopar, der netop havde opført en bolig få hundrede meter fra, klaget over tilladelsen, og parret får stort medhold i nævnet.

Kommunen havde behandlet sagen som en udvidelse i stedet for som en etablering, og det blev afgørende for, at sagen skal om igen.

Kommunen mente ikke, at der var tale om et kontinuitetsbrud på ejendommen, hvor der de senere år har været et mindre kvæghold. Men nævnet har tjekket det centrale husdyrregister og gødningsregnskaber genem de seneste 25 år og på den baggrund vurderet, at der ikke har været tale om kontinuerligt dyrehold på adressen, så dermed er retten til husdyrproduktion bortfaldet - og sagen må behandles forfra og denne gang som en etablering.

Ansøgeren ønskede at bygge to minkhaller med i alt 12.480 minkbure, og nævnet finder byggeriet overdimensioneret i forhold til det dyrehold, der er søgt om, så det skal kommunen forholde sig til igen. 

Nævnet peger også på, at kommunen i en ny sagsbehandling skal tage landskabelige værdier i området - blandt andet placeringen i kystnærhedszonen - i betragtning.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt