dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Molins exit fra partiet

Reportage: Nexøs tidligere borgmester og medlem af Regionsrådet på Bornholm, Annelise Molin, om sin dramatiske farvel til Socialdemokraterne
20. NOV 2003 6.25
Torsdag eftermiddag. Tidligere borgmester og socialdemokratisk medlem af Bornholms Regionsråd svarer telefonen:
- Det er Annelise Molin!

dk-nyt/ Vil du medvirke i et interview?
- Jeg stiller op til, hvad som helst!

Få timer efter aftalen om interview næste formiddag i Svaneke, kører Nexøs tidligere borgmester og medlem af det ny Bornholms Regionsråd til møde med bestyrelsen for Socialdemokraterne i Nexø.

Annelise Molin er meget populær blandt vælgerne på Østbornholm. Næsten hver anden i den nedlagte Nexø Kommune stemte på den nu 55-årige skolepsykolog. Alligevel blev hun kun nummer to, da Socialdemokraterne havde kampvalg om kandidaturet til posten som landets første regions-borgmester. Vinder blev borgmester Thomas Thors fra Bornholms ?hovedstad? - det traditionelt S-ledede Rønne.

Fredag formiddag
Det, der var en fornem socialdemokratisk karriere er slut. Den socialdemokratiske gruppe har meddelt, at de ikke ønsker Annelise Molins deltagelse i gruppens møder. Lang tids stridigheder mellem Annelise Molin og gruppen er slut. Annelise Molin er kommet en forestående eksklusion i forkøbet. Hun har meddelt, at hun selv forlader partiet. Herefter nedlagde de fleste i bestyrelsen for Nexøs socialdemokrater deres hverv i protest og som støtte til Molin.

Siden valget til Regionsrådet for to år siden, har Molin trukket store overskrifter på grund af særstandpunkter.

Først var det proceduren om valg af ny direktion. Så var det kommunens nye intranet. Og så var det skolestrukturen.
Selv siger Annelise Molin, at hun ikke har haft mange særstand-punkter.
- Jeg har loyalt støttet de fleste beslutninger. Men den måde den socialdemokratiske gruppe arbejder på kan jeg ikke leve med. Beslutningerne træffes forhastet og uden ordentlige gennembearbejdede oplæg. Tingene sker ikke i respekt for den dialog og åbenhed vi alle er gået til valg på.

dk-nyt/ Hvad gik galt?
Molin begynder at fortælle om behovet for at sætte en markant politisk dagsorden.
- Vi skal forstå, at det, det handler om, er, at producere offentlig service til borgerne. Det handler om, at vi skal lave en udviklingsplan for hele øen. Inden sammenlægningen var de enkelte kommuner og amtet langt mere offensive end den ny Regionskommune.
- Vi ved nu, at al udvikling ligger død lang tid efter sammenlægningen. Inden sammenlægningen havde vælgerne en forventning om, at sammenlægningen skulle føre til, at servicen skulle indrettes efter den højeste fællesnævner for de fem tidligere kommuner. Jeg håbede på noget midt i mellem. Men nu har vi den laveste fællesnævner.

Telefonen ringer!
- Hej Steen. (Et af de tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Nexø red.)
- Hvad mener vi nu?

Molin lytter.
- Problemet er bare, at I alle bliver ekskluderet, hvis jeg laver den ny liste og I støtter mig offentligt. I hvert fald, hvis I stiller op.

Molin sætter sig ned.

- Se på hjælpen til rengøring. Tidligere tilbød nogle af kommunerne hjælp til rengøring en time hver 14. dag. Andre tilbød en time om ugen. Nu har alle en time hver 14 dag.
- Vi har en historisk chance for at indrette tingene på den bedst mulige måde efter sammenlægningerne. Men i stedet for at analysere, hvad der skal ske, så haster vi beslutningerne igennem, siger Annelise Molin og henviser til de forestående skolelukninger.
- Beslutningen er taget uden, at vi har fået lavet en ordentlig kvalitets-vurdering af skolerne. Uden at vi har taget stilling til, hvordan vi bedst indpasser de mange nye undervisningsformer. I stedet sker der det, at Socialdemokraterne og Borgerlisten meget hurtigt melder ud med lukning af to navngivne skoler. Og så ender det hele med at blive tre skoler. Det er efterfølgende blevet underbygget med nogle haste-beregninger.
- Inden den slags beslutninger træffes, skal vi i dialog med borgerne. Vi skal diskutere det med skolebestyrelser, lokalsamfundet, lærerne og mange andre. Herefter kan vi så træffe beslutningerne.

Annelise Molin mener, at skolelukningerne har været symptomatiske for beslutnings-processerne Regionsrådet. Hun mener, at konflikterne ofte skyldes kulturforskelle mellem den måde, der blev drevet politik i ude på Øen og den måde, det blev gjort på i Rønne. I Rønne er der en lidt gammel-dags S-kultur, hvor beslutningerne blev truffet uden, at inddrage borgerne og brugerne.

I Regionsrådet er der tilsyneladende et flertal for en kultur, der hedder: Vi er valgt. Nu bestemmer vi. I Nexø har vi truffet beslutningerne i dialog med borgerne.
- Resultatet af den førte politik er, at vi nu har en meget stor vrede blandt borgerne. Den energi, der nu bruges til vrede, skulle i stedet være brugt positivt. Resultatet er, at vi i de kommende år skal bruge mange ressourcer på at rette op på de fejl, der er blevet begået, siger Annelise Molin.

Problemer med strukturen
Bornholms Regionskommune har organiseret sig efter en virksomhedsmodel, der kan minde om den de har i Skanderborg. De enkelte institutioner kaldes virksomheder og får en selvstændig ledelse med eget budgetansvar. Den model var Nexø Kommune langt fremme med inden sammenlægningen.
- Modellen er rigtig. Men vi har begået den fejl, at vi har lavet for mange og for små enheder i administrationen. Det betyder at vi har fået et meget mere ufleksibelt system end den gang vi var fem kommuner og et amt. Opdelingen i virksomheder er sket uden det er ordentligt gennemarbejdet og medarbejdernes viden er ikke blevet brugt. Der er medarbejdere, der har sammenlignet den måde, vi har lavet virksomheder på uden hensyn til de opgaver, der skal løses, med delingen af Mellemøsten efter 2. Verdenskrig. Her trak man også bare en masse tilfældige streger på et kort.
Samtidig har vi ikke formået at trække på medarbejdernes viden og erfaringer, fordi så mange beslutninger er blevet hastet igennem.
- Sammenlægningen har været en dårlig oplevelse for både borgere og mange medarbejdere. For meget viden er blevet smidt ud med badevandet. Jeg synes det er respektløshed. Resultatet er, at hverken politikerne, borgere eller medarbejdere ikke et ordentligt ejerskab til modellen. Resultatet kan blive, at et nyt flertal efter valget vil lave modellen helt om, siger Annelise Molin.


Annelise Molin, 55 år
Uddannet skolepsykolog
Valgt første gang til Nexø kommunalbestyrelse i 1986 for Socialdemokratiet.
Formand for socialudvalget 1990-1993.
Borgmester i Nexø kommune fra 1994-2002.
Stedfortræder til Europaparlamentet 1999-2004.
Medlem af Bornholms Regionsråd 2003-
Form. for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget 2003-
Folketingskandidat for Bornholm

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/molins-exit-fra-partiet

GDPR