AALBORG: En bus udrustet med topmoderne tandlægeudstyr og frivillige tandlæger ruller til sommer ud på vejene i Aalborg Kommune. Målet er at behandle socialt udsatte, som ønsker en bedre tandsundhed. Sunde tænder har nemlig stor betydning for de socialt udsattes livskvalitet - såvel socialt som fysisk, oplyser kommunen.
Den nye bus er netop købt og vil efter sommerferien være klar til at betjene de i alt ca. 300 socialt udsatte voksne borgere i Aalborg.
Bussen vil opsøge de udsatte borgere og parkere de steder, hvor de færdes. Den mobile klinik rummer et komplet udstyr til tandbehandling. Bussen kører ikke efter en fast køreplan. Den vil netop tilpasse sig mest muligt efter de socialt udsatte borgeres behov såvel hvad angår stoppesteder og behov for behandling.
Tænderne - det sociale visitkort
- Tænderne fungerer som vores sociale visitkort. Netop de socialt udsatte, som ofte lever et ensomt liv, har behov for sunde tænder, der kan give dem selvtillid og mod på at opsøge socialt fællesskab, forklarer tandlæge og initiativtager bag projektet Majbritt Jensen, privatpraktiserende tandlæge fra Aalborg.
Hertil kommer, at en god tandsundhed også udgør en forudsætning for, at borgerne kan spise en sund og grov kost. Mange socialt udsatte vælger nemlig på grund af tandproblemer at spise en usund kost, idet grove grønsager og fuldkorn kræver gode tænder.
Borgerne kan i den nye tandsundheds-bus få en såkaldt grundlæggende behandling. Den består i at fjerne tandsmerter og infektioner samt sikre, at tænderne fungerer.
Frivillige tandlæger
Bussen er finansieret af midler fra Indenrigs- og Socialministeriet. Personalet i bussen består af frivillige private og kommunale tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Hertil kommer, at en klinikassistent vil være ansat på projektet som halvtidsmedarbejder. Denne medarbejder vil blandt andet sørge for, at bussen er klar, når de frivillige behandlere og de socialt udsatte rykker ind i bussen.
Tillid og tænder
- Vi vil som tandlæger i projektet lægge stor vægt på at skabe tillid til borgerne. Vi ved, at mange socialt udsatte ikke har været til tandlæge i årtier - og måske har de kun dårlige oplevelser med at gå til tandlæge. Mange socialt udsatte havde allerede som børn en dårlig tandsundhed, idet deres forældre måske ikke havde overskud til at drage omsorg for børnenes tandsundhed. Vi skal derfor bygge bro over mange års fravær og måske mistillid til tandlægefaget, uddyber Majbritt Jensen.
- For eksempel vil borgerne være velkomne til at prøve at komme ind i bussen, sidde i stolen og vænne sig til os. Først når den socialt udsatte er klar og har tilliden til os, begynder vi selve behandlingen, fortsætter Majbritt Jensen.
Netværk skaffer kunder
- Det er herligt at opleve en ildsjæl, som får idéer og fører idéerne ud i livet. Som kommune bakker vi fuldt ud op om initiativet. Vi vil også aktivt arbejde for, at alle vores medarbejdere omkring de socialt udsatte bidrager til at sikre, at udsatte borgere får information om det nye tilbud, fortæller Mai-Britt Iversen (S), tandlæge, byrådsmedlem og rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen.
Fakta om projektet Tandklinik for socialt udsatte
- Målgruppen for projektet er socialt udsatte borgere i Aalborg Kommune i alderen fra 18 år og op, i alt ca. 300 borgere
- Klinikken kan benyttes fra sommeren 2010. Projektet fortsætter foreløbig til og med 2013.
- Projektet modtager støtte på ca. 2 mio. kr. fra Indenrigs- og Socialministeriet. Endvidere vil frivillige tandlæger, tandplejere og klinikassistenter bidrage med arbejdskraft.
Foto: http://www.flickr.com/photos/lafleur/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.