Minister undviger at tale om at sætte håndtryk på pause

Om håndtryk ved ceremonier skal suspenderes, når nu håndtryk frarådes, vil udlændingeministeren ikke svare på. Det sætter omkring 2.700 personer i venteposition.
15. APR 2020 16.10
TEMA: Corona

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er disse dage en mand af få ord.

Ministeren har gennem den seneste uges tid ikke villet sige, om håndtryk ved statsborgerskabsceremonier skal sættes på pause, når nu regeringen på grund af coronakrisen opfordrer folk til ikke at give hånd.

Det er ellers noget, regeringens tre støttepartier - Enhedslisten, De Radikale og SF - har udtrykt kraftige ønsker om.

- Jeg synes, det vil være almindelig ordentlighed at sige, at nu får de deres statsborgerskab - håndtryk eller ej, siger De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg.

Når en udlænding får dansk statsborgerskab, er det ved lov en del af processen at give borgmesteren i kommunen hånd ved en officiel ceremoni.

Men som meget andet i samfundet er ceremonierne og håndtrykkene sat på pause på grund af coronavirusset.

Det har sat omkring 2.700 personer i venteposition. Af dem ansøgte 1000 i oktober om dansk statsborgerskab og mangler nu blot at give borgmesteren hånden. De resterende 1.700 skal godkendes som statsborgere gennem et lovforslag her i april og må derefter også vente, indtil ceremonierne genoptages.

Tavs minister
Ritzau har den seneste uges tid forsøgt at få en kommentar fra udlændingeministeren. Men han ønsker hverken at sige, om han er for eller imod at sætte håndtrykket og ceremonien på pause. Han ønsker faktisk slet ikke at kommentere sagen, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ministeren skal dog tale med De Radikales udlændingeordfører i løbet af ugen.

- Der vil komme en meget klar opfordring fra os om, at de her mennesker skal have deres statsborgerskab, siger Andreas Steenberg.

Hvis ikke regeringen vil være med til at sætte håndtrykket på pause, vil De Radikale stille det som et lovforslag, inden ugen er omme.

Enhedslisten har ligeledes presset ministeren for at få ham til at sætte det på pause. Hvis ikke han gør det, vil partiet hive ham i samråd. Og regeringens tredje støtteparti, SF, støtter begge dele.

- Når Enhedslisten kalder til samråd, vil vi meget gerne være med på det, siger Halime Oguz, SF's indfødsretsordfører.

- Hvis Radikale Venstre fremsætter et lovforslag, støtter vi op om det, siger hun.

Ritzau 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt