
Mellem 67.000 og 98.000 danskere har inden for det seneste år oplevet at blive stalket, men samtidig har kun omkring en fjerdedel af ofrene henvendt sig til politiet. Det viser en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor.
Undersøgelsen får nu justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at bede Rigspolitiet om lave et eftersyn af den indsats mod stalking - 'Stop stalking'-initiativet - som Papes forgænger, Søren Pind (V), lancerede i 2016.
- Det er vigtigt for mig, at ofrene føler, at de trygt kan gå til politiet og få hjælp – også på dette område. Borgerne skal ikke være i tvivl om, at deres anmeldelse tages alvorligt og behandles ordentligt og korrekt, siger Søren Pape, der blandt andet vil have undersøgt, om der er et behov for at justere på politiets indsats på området.
Ofre må ændre hverdagsrutinerne
Spørgeskemaundersøgelsen er udført af Justitsministeriet, og omfanget af problemet baserer sig på, at to pct. af de adspurgte voksne svarer, at de har været udsat for stalking det seneste år.
Der er blant andet tale om uønskede sms'er, mails og telefonopringninger, der i nogle tilfælde udvikler sig til regulær overvågning og vold.
43 pct. af ofrene har samtidig været nødt til at lave om på deres hverdagsrutiner, mens en femtedel af dem som en konsekvens af stalkingen har været til læge eller psykolog.
Rapporten konkluderer, at den hyppigste årsag til, at stalkingofre ikke kontakter politiet, er, at ofrene selv vurderer, at forholdet ikke er alvorligt nok.
Ifølge undersøgelsen er kvinder mere udsatte end mænd, og det samme er tilfældet for lavindkomstgrupper og enlige med børn.
I 28 pct. af tilfældene svarer stalkingofrene, at de har haft en nær relation til stalkeren, 40 pct. svarer, at de er blevet stalket af en ven eller en bekendt, mens tæt på en tredjedel et blevet stalket af en ukendt person.
Udover en informationskampagne var tiltagene i 'Stop stalking'-initiativet blandt andet bedre muligheder for et strakstilhold til stalkeren og nedsættelse af et rådgivende forum for stalking.
Det var Justitsministeriet og det daværende Ministerium for Børn, Undervisning og Ligestilling, som stod bag initiativet.
Ritzau / thb
Hele undersøgelsen 'Omfanget af karakteren af stalking' kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.