Der skal gøres noget for at forbedre pædagoguddannelsen. Det mener uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), efter at han har læst en evaluering af pædagoguddannelsen, der er lavet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
- Evalueringen dokumenterer, at vi har nogle helt klare udfordringer med pædagoguddannelsen.
23 pct. af de adspurgte arbejdsgivere, der har ansat nyuddannede pædagoger de seneste år, mener i høj eller meget høj grad, at uddannelsen har klædt de nyuddannede godt nok på til det, der venter dem i praksis, viser evalueringen.
- Det er ikke godt nok, og det bekræfter mig i, at det er rigtigt, at vi har sat fokus på at løfte pædagoguddannelsens kvalitet, siger ministeren.
Samarbejde halter
Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening, Bupl, mener, at det vil kræve et trecifret millionbeløb til pædagoguddannelsen, hvis man vil rette op på de forhold, som kritiseres i evalueringen.
- Det kræver en massiv investering. For det er en uddannelse, der har været udsultet gennem mange år, siger hun til Politiken.
Evalueringen viser desuden, at 21 pct. af praktikvejlederne og 15 pct. af personalelederne svarer, at de slet ikke eller i mindre grad oplever, at samarbejdet med professionshøjskolerne er velfungerende.
Camilla Wang, rektor på Professionshøjskolen Absalon, kan på en række punkter godt genkende evalueringens resultater.
- Vi må også på professionshøjskolerne påtage os et medansvar for, at pædagoguddannelsen skal udvikles. Undervisningen skal derimod være mere baseret på situationer, hvor de studerende får mulighed for at øve sig i at kombinere teori med praksis, siger hun til mediet.
Længere moduler
Jesper Petersen fortæller, at regeringen i det nye år vil gå efter at indgå en politisk aftale om forbedring af pædagoguddannelsen. Præcis hvad aftalen skal indeholde, eller hvornår den forventes at være klar, ved han ikke.
Han mener dog, at der skal kigges på længden af de forskellige moduler på uddannelsen, der i evalueringen kritiseret for at være for korte, og at der skal være mere fokus på at løfte de praktiske færdigheder.
Det er regeringen, der har iværksat evalueringen, der følger op på den reform af pædagoguddannelsen, der blev lavet i 2013.
Evalueringen blev sat i gang i 2020, og der er blandet andet blevet lavet spørgeskemaundersøgelser med pædagogstuderende, dimittender, praktikvejleder og personaleledere for nyuddannede pædagoger.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.