dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
I oktober sidste år besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) en børnehave i Brønshøj sammen med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette F. vil med milliardbeløb løfte normeringer i dagtilbud

Med 1,1 milliard kroner vil regeringen ansætte 1360 flere voksne i landets børnehaver og vuggestuer.
26. AUG 2025 7.59

Normeringerne skal løftes i landets børnehaver og vuggestuer, så der er flere voksne til stede hos børnene på stuerne.

Derfor vil regeringen i sit finanslovsforslag afsætte 1,1 milliard kroner fra 2026 og frem, som der kan ansættes 1360 ekstra personale for i dagstilbud i landets kommuner.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Ritzau.

- Vi har i Danmark rigtig mange gode børnehaver og vuggestuer. Vi har skabt en række forbedringer gennem de senere år, men vi mener i regeringen, at vi har brug for at tage det næste skridt, og derfor laver vi et normeringsløft, så der bliver mere tid til kvalitet og nærhed, siger Mette Frederiksen.

Problemer trods ny lovgivning

I 2024 trådte en lov om minimumsnormeringer i kraft, der stiller krav om, at der skal være minimum én pædagogisk personale til tre børn i vuggestuer og minimum én pædagogisk personale til seks børn i børnehaver.

Alligevel oplever Mette Frederiksen forældre, der "kan se, at dem, der er på arbejde, løber for stærkt".

- Minimumsnormeringerne har hjulpet på nogle af de problemstillinger, der var. Ligesom det ser ud til, at lønløftet til vores pædagoger har virket. Det håber jeg også, at den nye pædagoguddannelse kommer til.

- Men det er klart, at flere medarbejdere omkring de mindste er noget af det, der er vigtigst i forhold til at sikre mere tid. Det er i det lys, man skal se, at vi nu ansætter flere, siger hun.

Regeringens forslag roses af formanden i fagforeningen Bupl, Elisa Rimpler, som er enig i, at der er behov for at tilføre flere ressourcer.

- Kvaliteten halter stadigvæk, og bedre normeringer skaber bedre forudsætninger for det pædagogiske arbejde.

- På den ene side handler det om, hvordan vi kan imødekomme børnene, og på den anden handler det om, at vilkårene for pædagogerne bliver bedre, så der måske er flere, der har lyst til at blive pædagoger, siger hun.

Ikke alene uddannet personale 

Det er gennem længere tid blevet beskrevet, at der mangler pædagoger i Danmark.

Derfor skal forældre heller ikke forvente, at de 1360 ekstra ansatte vil være uddannede pædagoger, siger Mette Frederiksen.

For der "kan ikke trylles en masse pædagoger frem, som ikke er der".

- Nogle vil være pædagoger, og nogle vil ikke have en pædagogisk uddannelse, men forhåbentlig en masse pædagogisk erfaring.

- Jeg må sige, at min egen holdning er den, at det er godt, at der er et miks. Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter kan også udfylde en meget vigtig rolle og opgave i forhold til vores børn, siger Mette Frederiksen.

Med forslaget vil regeringen også nedsætte den maksimale forældrebetaling fra 25 procent til 23 procent. Det skal sikre, at forældrebetalingen ikke stiger, når kommunerne skal ansætte mere personale til dagsinstitutionerne.

Nedsættelsen af forældrebetalingen dækkes ligeledes af den ekstra 1,1 milliard kroner.

Det ekstra milliardbeløb finansieres af det økonomiske råderum, der de seneste år er blevet opjusteret markant frem mod 2030.

I dag medregner man 85 procent af arbejdstiden hos lederne i dagsinstitutioner, når man opgør, om der leves op til minimumsnormeringerne.

I det nye forslag lægger regeringen op til, at ledernes timer ikke skal indgå, skriver Politiken.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/mette-f-vil-med-milliardbeloeb-loefte-normeringer-i-dagtilbud

GDPR