dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Joachim Adrian, Polfoto.

Medie: Udlændingestyrelsen førte ikke faglige tilsyn med børnecentre

Styrelsen har ikke fra 1. januar 2014 og frem til afsløringerne af kritisable forhold i sommeren 2016 gennemført ét fagligt tilsyn af selve driften. Styrelsen mener, at ansvaret er kommunens
1. DEC 2016 6.06

Udlændingestyrelsen - den statslige myndighed, der har ansvaret for asylområdet i Danmark - har systematisk undladt at føre kontrol med forholdene for de ekstremt sårbare asylbørn og unge, der har været indkvarteret på asylcentre, drevet af Langeland Kommune, skriver Radio24syv.

Af den aftale, der er indgået mellem kommunen og Udlændingestyrelsen, fremgår det, at 'styrelsen skal gennemføre både faglige og økonomiske tilsyn (…) i form af anmeldte og uanmeldte tilsyn' og 'herunder foretage kontrolbesøg med indkvarteringsstederne.'

En række dokumenter, som Radio24syv har fået aktindsigt i, viser imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke i to et halvt år har gennemført uvildige, faglige tilsyn med driften af asylcentre på Langeland - til trods for voksende kritik af forholdene, og på trods af den voldsomme tilstrømning af blandt andet asylbørn i 2015.

Styrelsen har ikke fra 1. januar 2014 og frem til afsløringerne af kritisable forhold i sommeren 2016 gennemført ét fagligt tilsyn af selve driften. Den har undersøgt metoden for udbetaling af lommepenge og kvaliteten af undervisningsmateriale. Men hverken personalets kvalifikationer eller beboernes hverdag, som der er krav om i kontrakten mellem styrelsen og Langeland Kommune, har de undersøgt.

'Manglende engagement'
- Det er udtryk for et dybt svigt og et manglende engagement for de uledsagede flygtningebørns levevilkår. Udlændingestyrelsen skriver jo selv i kontrakten med Langeland Kommune, at den udfører både faglige og økonomiske tilsyn med Langeland Kommunes opgaveløsning i form af anmeldte og uanmeldte tilsyn. Og det gør den simpelthen ikke, siger Marianne Skytte, lektor på institut for sociologi og socialt arbejde, Aalborg Universitet.

Også Børns Vilkår mener Udlændingestyrelsen svigter:
- Vi er nødt til at have nogen, som kan se efter, at det her går ordentligt efter sig. Og det er udlændingemyndighedernes forpligtelse, siger jurist i Børns Vilkår, Ingrid Dall, til Radio24syv.

Langeland Kommune har, da flygtningepresset var størst, drevet 21 asylcentre. Så de manglende tilsyn med driften på blandt andet børneasylcentre er en direkte overtrædelse af Udlændingestyrelsen opgave, mener jurist i Børns Vilkår Ingrid Dall.

- Man kan jo ikke afskrive sig et børnefagligt ansvar, hvis man har driftstilsynet og driftsansvaret for et center, hvor der kun bor børn. Det er simpelthen useriøst, siger Ingrid Dall til Radio24syv.

'Kun driften'
Udlændingestyrelsen frasiger sig ansvaret og mener, at ansvaret er kommunens:

- Tilsyn med børns vilkår, børnefagligheden med videre, er for eksempel ikke styrelsens, men kommunens område. Her skal kommunen føre tilsyn. Personale- og ledelsesforhold er også kommunens anliggende. Styrelsens tilsynspligt handler om selve driften, skriver Udlændingestyrelsen i en mail til Radio24syv.

Men den definition af drift er hverken Børns Vilkår, Socialpædagogernes Landsforbund, Kommunernes Landsforening eller lektor Marianne Skytte enige med Udlændingestyrelsen i.

Udlændingestyrelsens fralæggelse af ansvar er rystende for Socialpædagogernes Landsforbund. Forbundsformand Benny Andersen sammenligner det med, at en brandmyndighed først tjekker om et hus er brandsikkert, når det er brændt ned.

- Det er uacceptabelt. Udlændingestyrelsen ved, hvad det er for nogle børn, der kommer til landet. Styrelsen ved, at de børn ofte kommer med store, store traumer og psykiske lidelser, som gør, at de skal bygges op som nye mennesker for at have en chance for klare sig. Derfor synes jeg, det er uansvarligt bare at sige; nu er det overladt til den enkelte kommune - altså ude af øje ude af sind. Det er ikke godt nok, siger han til Radio24syv.

Ikke tilsyn med sig selv
KL mener ikke, det er kommunernes ansvar at føre tilsyn med centrene.

- Som det er nu, er det kun Udlændingestyrelsen, der fører tilsyn med driften af asylcentrene, og om hvorvidt operatøren overholder den kontrakt, man har indgået med Udlændingestyrelsen, skriver kontorchef i KL's Center for Social og Sundhed, Tina Wahl, i en mail til Radio24syv.

Heller ikke lektor på Institut for Sociologi og Socialt arbejde Marianne Skytte er tilfreds med Udlændingestyrelsens forklaring.

- Det er et svigt af Udlændingestyrelsens tilsynsforpligtigelse, fordi styrelsen overlader det til Langeland Kommune at føre tilsyn med sig selv. Det er dybt naivt at tænke, at en operatør, der har hele den økonomiske gevinst ved at drive de her centre for uledsagede flygtningebørn, også skulle være i stand til at lave et kritisk tilsyn med sig selv, siger Marianne Skytte til Radio24syv.

Langeland Kommune har ikke ønsket at svare på, hvordan og hvor ofte kommunen selv fører tilsyn med egne centre. Kommunen har i månedsvis været ramt af kritik af forholdene på asylcentrene, især Børnecenter Tullebølle, som nu er lukket.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er i dag indkaldt til samråd kl. 11 om netop forholdene på landets børneasylcentre.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/medie-udlaendingestyrelsen-forte-ikke-faglige-tilsyn-med-bornecentre

GDPR