Af Knud Abildtrup
Børne- og Kulturcheferne er kommet med sit høringssvar til det omdiskuterede forslag til ændring af dagtilbudsloven vedrørende madordninger.
Baggrunden for ændringsforslaget er, at en del forældre har ønsket større valgmulighed i forhold til at tilslutte sig en generel kommunal madordning i daginstitutioner, og BKF er stærkt kritisk, fremgår det af foreningens nyhedsbrev:
Især overfor, at der i forslaget lægges op til, at det er forældrene i den enkelte enhed, der har valgfrihed. Med den enkelte enhed forstås enheder opdelt efter f.eks. alder. Det betyder, at der i rigtig mange institutioner med flere børnegrupper og/eller flere fysiske enheder skal træffes valg for hver enhed for sig.
Foreningen vurderer, at det er meget tungt administrativt, at der vil blive brugt megen ledelsestid på at organisere valg af ordningerne, og at det kan blive uoverskueligt for forældrene og dermed i realiteten ikke tale om frie valg.
Forslaget er således ikke med til at afbureaukratisere - tværtimod.
Hermed finder foreningen, at man er gået så langt for at
imødekomme forældrenes frie valg, at der udelukkende er tale om et servicetilbud. Forslaget lukker dermed for muligheden for ordninger med et generelt sundhedsperspektiv og muligheden for at integrere ordningen i et pædagogisk udviklingsperspektiv.
Endelig tager foreningen generelt forbehold for økonomien. Dels på grund af de store administrative byrder, der følger med, dels fordi mange kommuner har brugt mange ressourcer - både personaleressourcer og anlægsinvesteringer - på at etablere ordningerne allerede nu, og foreningen forventer, at kommunerne kompenseres for disse udgifter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.