LOLLAND / VORDINGBORG: Lolland Kommune får 47 mio. kr. ekstra til kommunekassen. Det skal give mere luft til økonomien, når budgettet for næste år skal lægges.
Dermed får Lolland den største bid af kagen med særtilskud, der fordeles mellem vanskeligt stillede kommuner.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har i alt fordelt de to særtilskudpuljer for i alt 516 mio. kr. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Mens Lolland Kommune får godt ni pct. af millionerne, står Vordingborg Kommune som modtager af den næststørste pengepose. Den indeholder 28 mio. kr.
I alt får 34 kommuner et ekstra særtilskud, som kan lette budgetlægningen for 2018. Det har de fået besked om i dag, hvor Økonomi- og Indenrigsministeriet har fordelt de to puljer.
- Det er mit indtryk, at flere af landets kommuner arbejder med at effektivisere og strømline den måde, de løfter deres opgaver på. Det er en vigtig indsats, for vi skal have mest muligt ud af skatteborgernes penge. Med særtilskudspuljerne har vi mulighed for at give en ekstra økonomisk håndsrækning til de kommuner, som på trods af indsatsen har de største udfordringer med at få budgettet for 2018 til at hænge sammen, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).
Tilskuddene tildeles fra to puljer. Den generelle særtilskudspulje for vanskeligt stillede kommuner i hele landet er i år på 350 mio. kr. Herudover er der reserveret 24 mio. kr., som skal gå til vanskeligt stillede kommuner med udfordringer inden for beskæftigelse, fordi de fx har haft tab ved refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet eller særligt mange ledige.
For hovedstadskommunerne er meddelt tilskud for 142 mio. kr. fra en særskilt særtilskudspulje finansieret af områdets kommuner.
Der er fra 2017 oprettet en ny særtilskudspulje til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår (§17), Den udgør for 2018 305 mio. kr., som allerede er udmeldt til kommunerne.
Fordeling af særtilskudspuljerne
Den generelle særtilskudspulje (§16)
Puljen er rettet mod at forbedre den enkelte kommunes samlede økonomiske situation.
Puljen til fordeling i 2018 udgør 350 mio. kr. Hertil kommer 24 mio. kr. fra overgangsordningen vedr. refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet.
60 mio. kr. er på forhånd fordelt som led i udviklingspartnerskaber mv.
Der er ved denne ansøgningsrunde fordelt samlet 314 mio. kr. til 27 kommuner.
Hovedstadspuljen (§19)
Puljen er rettet mod at forbedre den enkelte kommunes samlede økonomiske situation for kommuner i hovedstadsområdet, som bidrager til finansieringen af ordningen.
Der er fordelt 142 mio. kr. til 9 kommuner.
74 mio. kr. fra denne pulje er på forhånd reserveret til Furesø Kommune i henhold til aftalen om sammenlægning af de tidligere Værløse og Farum Kommuner og indgår ikke i ovennævnte tal.
rp/Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.