LOLLAND: Lokumsskyllet bliver en dyr fornøjelse for mange borgere i de næste ti år. De nye vandplaner betyder strengere krav til spildevandsafledningen, og derfor skal adskillige tusind husstande kobles på det offentlige kloaksystem. Og det kommer minimum til at koste 35.000 per ejendom i tilslutningsbidrag, skriver DR Sjælland.
- Husejerne skal også betale for at få separeret spildevandet og regnvandet. Så det kan godt løbe op i 70-100.000 kr., siger Michael Simonsen fra Lolland Forsyning.
I Lolland Kommune drejer det sig om 2.200 ejendomme, hvis den spildevandsplan, som kommer i høring i denne uge, bliver vedtaget. Planen medfører tilslutningspligt, så hvis den bliver vedtaget, kan borgerne ikke takke nej, understreger kommunen.
På landsplan må 63.000 husstande punge ud for kloakeringen.
terp