Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Lokallister i opløsning og under oprettelse

Følg de seneste manøvrer blandt lokallister i Allerød, Kerteminde, Rebild og Horsens, og så i Lyngby-Taarbæk, hvor to V-afhoppere har afvist tilnærmelser fra deres gamle parti.
12. MAR 2021 7.15
TEMA: KV21

Med udgangspunkt i en kamp mod at lukke Lillerød Skole opstod lokallisten Vores Allerød op til KV17 og fik Viggo Jannum valgt ind i byrådet i Allerød. Nu har bestyrelsen i listen valgt at nedlægge sig selv, efter at Jannum, der nærmer sig 70 år, ikke vil mere, oplyser sn.dk

Listen stillede op uden for de to store valgforbund og fik altså stemmer nok selv - 809, hvor gennemsnitsprisen for et mandat var 716. Også Blovstrød-listen fik en politiker valgt ind, mens Borgerlig Velfærd med 112 stemmer og tre kandidater samt Ny Madordning med 70 stemmer og en kandidat ikke kom ind. 

I Horsens har løsgænger Anni Jakobsen, der tidligere repræsenterede Dansk Folkeparti, oprettet en ny liste, oplyser Horsens Folkeblad. Navnet bliver Miljølisten Horsens og skal have en markant grøn profil.

Hun forlod DF som konsekvens af, at hendes ambition om at blive partiets spids og ændre partiets kurs særligt på det grønne område blev underkendt. Indtil videre er hun ene kandidat på den nye liste. Ved KV17 var hun opstillet som nummer tre på DF's liste og fik med 210 personlige stemmer fjerdeflest i DF.

I Horsens var der ved KV17 tre lokallister, der ikke kom ind: Moderate Danske Folk fik 49 stemmer. Maren Spliid Gruppen fik 121 og Nærpolitisk Folkeparti 15. De stillede henholdsvis to, tre og en kandidat op.

Nu vi er ved løsgængernes overvejelser om at stille på egne lister eller ej, så har de to V-afhoppere i Lyngby-Taarbæk, Henriette Breum og Inge Sandager, afvist tilnærmelser fra Venstre om igen at vende tilbage i folden tids nok til valgkampen, oplyser Det Grønne Område.

De to meddeler nemlig samstemmende, at de fortsætter som borgerlige løsgængere og svarer lidt undvigende på, om andre partier også har inviteret dem. Lyngby-Taarbæk er et af bare fire byråd uden V-politikere, og Venstre har valgt Christine Dal som spids.

Her var ved KV17 to lokallister, der ikke kom ind: Et Bedre Tilbud fik blot 25 stemmer, og Bydelenes Stemmer fik 195, begge med bare en kandidat.

I Rebild vil der på stemmesedlen være fravær af to lokallister fra KV17:  Både Oplandslisten, der ikke kom ind, og en anden ikke-partipolitisk liste, Den Sociale Fællesliste, der i 2017 fik næsten hver sjette stemme og fire mandater. Flere kandidater fra de to lister har fundet vej til andre partier.

I Kerteminde opløses Kertemindelisten, der dermed ikke stiller op ved KV21. Kertemindelisten opstod, da fem ud af seks byrådsmedlemmer før KV17 brød ud af Borgerlisten og startede deres egen. Det var ingen succes, da listen røg helt ud af byrådet, mens Borgerlisten blot fik én valgt og siden nedlagde sig selv i 2019.