
NÆSTVED: Nanna Lohman kommer fra august til at stå i spidsen for hele børn-, unge- og uddannelsesområdet i Næstved Kommune.
Hun kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Lejre Kommune. Hun er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet som skoleleder i Odense og som skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune.
Ved siden af sit job sidder Nanna Lohman med i Rådet for Børns Læring, som rådgiver børne- og undervisningsministeren om vigtige dagsordener, blandt andet om børns udbytte af undervisningen. Hun sidder også i bestyrelsen i Danmarks Evalueringsinstitut, som laver analyser og redskaber, der styrker uddannelser og dagtilbud.
- Nanna Lohman har masser af praktisk erfaring, hun er god til at skabe følgeskab hos sine medarbejdere, og hun er en dygtig kommunikator, som sætter børnene først. Med hende i direktionen er den fuldtallig, og vi står nu med en ledelse af Næstved Kommune, hvor direktørerne komplementerer hinanden godt, siger kommunaldirektør Camilla Nowak.
En af de første opgaver, der venter den nye direktør, bliver at skubbe et nyt Center for Unge og Uddannelse i gang. Centeret skal sikre en sammenhængende ungeindsats, der skal bidrage til, at flere unge færdiggør folkeskolen og kommer i gang med uddannelse eller i job.
-Det vigtigste for mig er, at vi holder de unge forrest. De skal opleve at blive mødt, grebet og hjulpet videre i job eller uddannelse. Vi skal turde prøve nye veje i tæt samarbejde med alle dem omkring os: uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet, siger Nanna Lohman.
Hun er født i 1977 og bor i Odense. Hun er gift og har tre voksne børn.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.