dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Johannes Lundsfryd Jensen (S), formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg mener, at nationale retningslinjer er afgørende for beredskabet.
KL

KL om beredskabet: De rette nationale retningslinjer er afgørende

Flere ministerier har ikke styr på deres beredskabsplanlægning ift. kommunerne, viser en beretning fra rigsrevisionen. KL mener, at der er behov for tydelige centrale retningslinjer.
15. DEC 2025 9.56

I sidste uge kom Rigsrevisionen med kritik af flere ministeriers håndtering af beredskabsplanlægningen, som i sidste ende kan have betydning for kommunerne.

I beretningen fremgår det, at ud af ni undersøgte ministerier har blot tre taget stilling til, hvorvidt de skal lave retningslinjer til kommunerne og regionerne på trods af, at det har været lovpligtigt siden beredskabsloven så dagens lys i 1993.

Derudover har Beredskabsministeriet ikke levet op til sit ansvar som koordinerende myndighed, bl.a. på grund af manglende tydelighed i vejledningsmateriale til de andre ministerier.

Hos KL har man noteret kritikken og er er enig i, at der er et behov for tydelige centrale retningslinjer, som kan være med til at understøtte kommunernes arbejde med beredskabsområdet, skriver Johannes Lundsfryd Jensen (S), formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg i en mail til DK Nyt.

Han påpeger, at kommunerne står med en helt central rolle i at sikre tryghed og sikkerhed for borgerne - både i hverdagen og i krisesituationer. 

"Vi befinder os i en tid med mange og komplekse trusler – fra cyberangreb og naturkatastrofer til geopolitiske spændinger - hvilket gør det endnu vigtigere, at beredskabet er stærkt og koordineret," skriver han og fortsætter:

"Det er kommunernes opgave at omsætte nationale retningslinjer til konkrete planer og handlinger, der fungerer i praksis. Derfor er de rette nationale retningslinjer afgørende, for at vi som samfund kan lægge de rette planer, som gør, at vi kan reagere hurtigt og effektivt, når uforudsete hændelser opstår."

Derudover står KL klar til at bidrage konstruktivt til arbejdet og "sammen med ministerierne hurtigst muligt få udarbejdet klare og anvendelige retningslinjer, der sikrer en stærk og koordineret indsats på tværs af myndigheder.”

Stats-kommune-kløft

Rigsrevisionen skriver bl.a., at det kan have store menneskelige, økonomiske og miljømæssige konsekvenser, hvis ministerierne ikke er tilstrækkeligt forberedt.

"Mangler i myndighedernes beredskab kan betyde, at en krise forlænges, og konsekvenserne bliver større end nødvendigt. Det gælder også, hvis koordineringen mellem myndigheder er utilstrækkelig, og der er uklarhed om ansvarsområder, så kritiske opgaver falder mellem to stole," står der i beretningen.

Rasmus Dahlberg, lektor i samfundssikkerhed ved RUC’s Center for Samfundssikkerhed og Resiliens, mener, at beretningen er "sort på hvid dokumentation for, at vi har levet i dyb fred i tre årtier, hvor ingen har tænkt videre over lovgivningen."

- Det er en konsekvens af sektoransvarsprincippet, der betyder, at hver minister er ansvarlig for sit eget område, samtidig med at kommunerne har selvstyre og gennem de seneste 30 år har overtaget en stor del af beredskabsansvaret. Det har skabt den omtalte stats-kommune-kløft, forklarer Rasmus Dahlberg til DK Nyt og tilføjer:

- Det skaber frustration og bidrager til et fragmenteret beredskabsbillede.

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kl-om-beredskabet-de-rette-nationale-retningslinjer-er-afgoerende

GDPR