
Regeringens ledelseskommission skulle egentlig have fremlagt sine konklusioner, om hvordan man kan få bedre ledelse i den offentlige sektor, i januar 2018. Men innovationsminister Sophie Løhde (V) udskyder nu fristen, så kommissionen først skal fremlægge sine konklusioner i foråret 2018.
Det sker for at give ro til overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte, der for alvor går i gang til januar. Det oplyser ministeren:
- På den måde kan vi undgå, at forhandlingerne kommer til at overskygge anbefalingerne og dialogen om, hvordan vi bedre kan bruge ledelse til at løfte kvaliteten i den offentlige sektor og skabe gode arbejdspladser for medarbejderne. Og det vil også give kommissionen ekstra tid til at færdiggøre sit arbejde, siger Sophie Løhde.
Ledelseskommissionen er nedsat af regeringen og har til formål at skabe en bedre ledelsespraksis. Kommissionen er en del af arbejdet med regeringens Sammenhængsreform, der skal forbedre den offentlige sektor.
Ledelseskommissionens formand, Allan Søgaard Larsen, er tilfreds med udskydelsen, som giver mere tid til at gøre arbejdet færdigt. Kommissionen har til opgave at se på, hvad der karakteriserer gruppen af offentlige ledere, hvilke udfordringer de står med, og hvordan det kan gøres bedre.
Enkelte råd er dog allerede blevet offentliggjort fra kommissionens side, herunder at offentlige ledere som udgangspunkt ikke bør have mere end 30 medarbejdere under sig.
- Hvis man har mere end 30 medarbejdere under sig som leder i det offentlige, så bør man have en rigtig god grund til, at det er tilfældet. Det er ikke en anbefaling fra kommissionen, men min egen vurdering af en grænse, som vel at mærke kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads, sagde Allan Søgaard, 1. december.
En anden anbefaling, der skabte overskrifter i sidste uge var, at hvis ledere i det offentlige ikke magter deres opgave, skal der omgående gribes ind. Hjælper det ikke, bør de afskediges.
Ritzau + rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.