dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Langeland slipper for tilsynssag om familieafdeling

Kommunen har lovet forbedringer, så derfor vil Ankestyrelsen nøjes med at følge udviklingen i den skandaleramte afdeling.

LANGELAND: Der bliver ikke nogen tilsynssag om Langelands familieafdelings problemer med at overholde lovgivningen. Kommunen har sat så mange tiltag i værk for at rette op, at Ankestyrelsen vil nøjes med at følge udviklingen.

Det fremgår af en udtalelse fra Ankestyrelsen, efter at Den Permanente Task Force for godt et år siden henvendte sig om problemerne. 

Der "sås en meget lav grad af lovmedholdelighed" i størstedelen af afdelingens sagsbehandling, og på grund af prioritering, mængden af arbejdsopgaver samt daglig drift kunne afdelingen ikke overholde alle dele af lovgivningen, lød det fra task forcen, som i et par år var inde over et forsøg på at styrke fagligheden.

Imidlertid har kommunen i foråret oplyst, at der er sket flere ting siden da: Der er afsat penge til at opnormere antallet af sagsbehandlere med 60 procent, og der er indgået aftale med et privat konsulentfirma, om et fagligt og ledelsesmæssigt løft. Det er sket for at gøre klar til at genoptage samarbejdet med task forcen efter nytår. Desuden har afdelingen fået en ny struktur med en leder og på sigt to teamledere.

"Da kommunen således har iværksat en række tiltag, der har til formål at rette op på de forhold, der er konstateret i sagsbehandlingen i Familieafdelingen, vurderer vi, at der på nuværende tidspunkt ikke er anledning til at rejse en tilsynssag," skriver Ankestyrelsen.

Dog vil man følge udviklingen, og kommunen bliver bedt om at oplyse senest 1. marts, hvilken effekt tiltagene har haft.

Ny leder på vej

Udtalelsen fra Ankestyrelsen er på dagsordenen i Langelands børne-, unge- og socialudvalg i dag, hvor der også gøres status på arbejdet i familieafdelingen, fremgår det af dagsordenen. 

Status er, at der stadig arbejdes på at skabe stabilitet i familieafdelingen. Samarbejdet med konsulentfirmaet Riedl & Co. fører til bl.a. nye arbejdsgange, ligesom konsulenterne skal tilrettelægge og understøtte en proces, hvor en række sager skal gennemgås igen, hvilket Ankestyrelsen i maj bad kommunen om.

Kommunen er i gang med at ansætte ny leder af afdelingen, efter at den tidligere ledere fik en fratrædelse i juni. Desuden er flere andre stillinger slået op eller bliver det i løbet af kort tid.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/langeland-slipper-for-tilsynssag-om-familieafdeling

GDPR