Langeland-ledelse erkender: Vi har nok været for lukkede

Eksperter kritiserer, at fx skolestruktur og skovrejsning er behandlet som lukkede punkter.
16. SEP 2020 10.10

LANGELAND: Fra maj til 31. august har politikerne på Langeland diskuteret kommunens skolestruktur bag lukkede døre, i mandags var et punkt om skovrejsning på byrådsmødet lukket, og på alle byrådsmøder er der et fast lukket punkt med orienteringer fra borgmesteren. Det skriver Fyns Amts Avis.

Det er altsammen i strid med reglerne i kommunestyrelsesloven, siger forsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til avisen. Det er ikke argument nok, at en sag er følsom, for kritiske diskussioner er kernen i demokratiet, siger han. Tilsvarende er det et problem, at beslutninger i de lukkede sager ikke altid bliver offentliggjort bagefter, som de skal.

Borgmester Tonni Hansen (SF) siger til Fyns Amts Avis, at det lukkede punkt er startet som en tilfældighed, som han ikke har tænkt nærmere over. Han forstår godt beskyldningerne om lukkethed og vil nu se på procedurerne, siger han. Også kommunaldirektør Jani Hansen siger til avisen, at "vi har nok været for lukkede".

På Ankestyrelsens bord

Spørgsmålet om lukkethed har tidligere været et emne for Ankestyrelsen, som sidste år udtalte sig om kommuner, der forsømmer at offentliggøre beslutninger truffet for lukkede døre.

Her fastslog Ankestyrelsen, at udgangspunktet er offentlighed.

"Reglerne skal sikre den demokratiske kontrol med kommunalbestyrelsens beslutninger. Det kræver, at borgere har adgang til og kan debattere forhold af offentlig interesse. Offentlighed i forvaltningen og mødeoffentlighed er også med til at undgå mistillid til forvaltningen," skrev styrelsen.

Syv kommuner overtrådte regler

Ifølge Ankestyrelsen havde syv kommuner i nogle tilfælde overtrådt lovgivningens krav til at offentliggøre beslutninger, som var truffet for lukkede døre.

Der var tale om kommunerne Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Gentofte, Ishøj, Gladsaxe og Tønder.

Flere gange stod der blot "Lukket punkt" eller "Closed item" og et sagsnummer, i andre referater af byrådsmøder stod der blot en overskrift eller et sagsemne. "Dette er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt," fastslog Ankestyrelsen.

Alle syv kommuner lovede at overholde kravene fremover, og styrelsen konstaterede i september sidste år, at Gentofte og Gladsaxe nu overholdt kravene, mens de øvrige kommuner blev bedt om at give besked, når deres praksis var lovliggjort.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job