Stofmisbrugere begår mindre kriminalitet og har større livskvalitet, når de får lægeordineret heroin. Den mindre kriminalitet betyder, at samfundet kan spare penge på blandt andet politi og fængsler. Men behandlingen er dyr, og en stor del falder fra, viser en ny analyse fra KORA.
I 2010 begyndte man at give lægeordineret heroinbehandling for at komme nogle af disse negative følgevirkninger til livs. Behandlingen består i, at brugeren selv administrerer det udleverede stof under supervision af mindst to læger eller sygeplejersker. Behandlingen suppleres med metadonbehandling. Og det ser altså ud til at have en effekt.
- Når vi ser på de personer, der er i behandling i mindst ét år, viser vores analyser, at lægeordineret heroin har en positiv effekt på brugernes livskvalitet og overlevelse. Desuden er de mindre kriminelle og kommer mindre i fængsel. Det giver et pænt fald i offentlige udgifter til politi, retsvæsen og fængselsophold, forklarer sundhedsøkonom i KORA, Lone Bilde, som står bag analysen.
Når man benytter de sædvanlige sundhedsøkonomiske beregningsmetoder og sætter udgifterne til behandlingen op imod de ekstra leveår og den øgede livskvalitet for patienten, så løber prisen op i 1,6-2,5 mio. kroner pr. kvalitetsjusteret leveår. Det er et højt beløb, som ligger på linje med de mest komplicerede behandlinger i sundhedsvæsenet.
Ikke kun sundhedsmæssige formål
Imidlertid er de sædvanlige sundhedsøkonomiske målemetoder næppe tilstrækkelige, når man skal analysere effekterne af misbrugsbehandling, påpeger Lone Bilde.
- Der er langt flere formål end de rent sundhedsmæssige. Der er en række socialfaglige, kriminalitetsmæssige og etiske aspekter, som vi ikke tager højde for. Og en række sparede omkostninger, som vi slet ikke har med i vores sundhedsøkonomiske regnestykke, siger hun.
Hun henviser til, at omkostninger for ofrene for misbrugernes kriminalitet for eksempel ikke er med i den danske analyse. Økonomiske analyser fra Schweiz og Holland viser, at besparelsen på kriminalitet helt udligner udgiften ved heroinbehandlingen, når man medregner den type omkostninger.
Lidt mere end en fjerdedel af de brugere, der er med i heroin-ordningen, falder fra igen efter en kortere periode, og nogle vender tilbage til illegale stoffer og kriminalitet. Analysen viser, at de positive effekter bliver langt mindre, hvis brugerne følger ordningen i mindre end et år. Fastholdelse i behandlingen er derfor et yderst vigtigt succeskriterium for heroinbehandlingen.
Læs KORAs analyse her.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.