

Hvad stiller en erfaren kommunalpolitiker med ambitionerne i orden op, når ikke hun eller han ikke vinder eller genvinder en forventet position som spidskandidat? Eksempler er der nok af fra den igangværende optakt til KV17 - og det i mange variationer. Vi tager et raid ud over landet.
I Ikast-Brande udløste borgmester Carsten Kissmeyer (V) et eksempel, da han valgte at gå efter en regionalpolitisk karriere, og der skulle vælges ny V-spids. Annette Mosegaard (V), der har været i byrådet siden KV09, meldte sig blandt flere som mulig kandidat, men da medlemmerne foretrak Ib Lauritsen, droppede hun Venstre. Siden er den vragede i stedet blevet spids for De Konservative, der manglede én til at afløse Tove Videbæk. Så spids blev hun altså alligevel.
I Skanderborg oplevede netop De Konservative et eksempel med sit helt eget forløb. Veteranen Jan Krogh Rasmussen (K) har repræsenteret sit parti i 27 år i byrådet, de seneste år som samarbejdspartner for borgmester Jørgen Gaarde (S) og hans centrum-venstre-styre, hvilket ikke kun har vakt begejstring i K-baglandet. Misnøjen udmøntede sig denne gang i en desavouering af veteranen til fordel for helt nye Thomas Cordtz, da der skulle udpeges en spids. Jan Krogh forlod partiet på den konto og har ikke voldsomt overraskende meldt sig ind i Socialdemokratiet, som han længe har støtte i konstitueringer og dagligt byrådsarbejde. Han efterlader aktuelt K uden byrådspladser.
I Esbjerg er der et på flere måder tilsvarende konservativt forløb med en K-veteran i en enmandsgruppe - og dog. Social- og arbejdsmarkedsudvalgsformand Henrik Vallø blev underkendt som spids af sit parti til fordel for uprøvede May-Britt Andersen. Det var for hård kost - og Vallø forlod med det samme det parti, han har repræsenteret i byrådet siden KV09. Vallø, der i øvrigt frem til 2003 sad i byrådet valgt for V, har nu annonceret, at han stiller op igen på en ny lokalliste, der skal være 'borgerlig med et socialt tilsnit'. Borgmester Johnny Søtrup (V) byder den nye liste velkommen. Det kan han gøre forholdsvist omkostningsfrit - han stiller ikke selv op igen.
Også Stevns kan byde på et eksempel eller to. Udefra set har turbulensen omkring den nu tidligere V-borgmester Mogens Haugaard fyldt meget, og et blandt flere elementer i det forløb er, at Venstre ikke entydigt har kunnet pege på sin siddende borgmester som ny spids, og det fik Haugaard i januar til at blive et af de sjældne eksemplarer: En borgmester, der i perioden forlader det parti, der stemte ham ind. Han er nu løsgænger.
Inden da kunne også Stevns udvise et eksempel på en konservativ enmandsgruppe, der vragede partiet efter selv at være blevet vraget af sit parti: Her var det Thor Grønbæk, som stoppede med at betale kontingent til K, da partiet slet ikke vile pege på en borgmesterkandidat. Det opfattede Grønbæk som et mistillidsvotum og har bebudet, at han senere vil repræsentere en ny borgerlig-liberal lokalliste. Han har tidligere været med i den senere nedlagte Stevnslisten.
I Hvidovre berørte temaet for denne KV17-gennemgang hele to medlemmer af samme parti, der valgte at reagere samlet på en desavouering af den ene. Karl Erik Høholt Jensen og Annette Møller Sjøbeck kvittede begge Venstre, som de var valgt ind for, og blev løsgængere, da et stort flertal i V pegede på en helt tredje, Per Møller Sørensen, der ikke sidder i byrådet i dag. Han flyttede siden fra kommunen, så partiet har fået en ny spids i Charlotte Munch, der skal udfordre den siddende borgmester Helle Adelborg (S).
På Frederiksberg forlader viceborgmester Morten Jung (R) ganske enkelt lokalpolitik ved KV17 efter at være blevet vraget som spids. På den plads foretrak medlemmerne tidligere byrådsmedlem og MF Lone Loklindt som udforder til borgmester Jørgen Glenthøj (K).
I Silkeborg oplevede man en særlig variation, da MF Karina Due (DF) vendte tilbage til sit 'gamle' byråd og stillede op som spids og dermed en mulig udfordrer til borgmester Steen Vindum (V). Hun trak sig dog helt fra yderligere afstemninger, da baglandet ikke gengældte hendes initiativ, men ønskede gruppeformand Harry Madsen som nummer ét. Due havde forladt byrådet i juni 2015 og skulle lige prøve, men som menig i byrådet kommer man ikke til at se folketingspolitikeren i denne omgang.
Har du kendskab til nyopstillede spidskandidater, der endnu ikke har været omtalt af dknyt, så giv gerne lyd til [email protected]
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.