
I optakten til et kommunalvalg lægges der altid mærke til det, når kandidater under 30 år melder sig som udfordrere til borgmesterposterne rundt om.
Hvem husker ikke, da den bare 25-årige Michael Aastrup Jensen (V) blev borgmester i Randers efter KV01, eller i 2006, hvor 27-årige Køge-borgmester Marie Stærke (S) overtog titlen som landets yngste borgmester, ligesom Fredericia-borgmester Thomas Banke (V), der siden blev skiftet ud efter et tumultarisk forløb, skal nævnes - han var 28, da han kom til.
Men tilbage til de aktuelle navne, hvor Socialdemokraterne i Billund er ved at finde en afløser til tidligere spidskandidat Gitte Ottosen. I V-kommunen, hvor borgmester Ib Kristensen (V) gerne vil stille op igen, har 23-årige Simon Nicolajsen Jørgensen (S) og 27-årige Kris Jensen Skriver (S) ifølge JydskeVestkysten meldt sig til at forsøge at vippe ham - begge sidder i byrådet i dag.
Det gør til gengæld ikke Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S). Hun er 48 år og trak sig ved KV13 fra byrådet for at få tid til familien, men er nu klar igen. Det socialdemokratiske valg af spids - eller kampvalg, som det kaldes af folk med hang til drama - finder sted i maj. Som bonusinfo kan det nævnes, at tidligere minister og nuværende MF Henrik Dam Kristensen (S) fra Vorbasse har takket nej til at stille op, så han må jo så være blevet spurgt.
I Guldborgsund har man som den eneste kommune en borgmester fra en lokalliste - Fælleslistens John Brædder. Og i Venstre følger spidskandidaten fra de to seneste valg, Fleming Jantzen, nu filosofien om, at hvis ikke det lykkes ved to valg i træk, så må der andre folk til.
Jantzen fik ved KV09 2.024 personlige stemmer, men bare 992 ved KV13 - og ifølge Folketidende har byrådsmedlem Claus Bakke (V) i første omgang ytret interesse for at overtage spidskandidatværdigheden, men endnu ikke meldt sig officielt.
I Ikast-Brande vejrer Socialdemokraterne morgenluft, efter at to borgerlige stemmeslugere ser ud til at være ude af billedet. Som tidligere nævnt har Fælleslistens tidligere borgmester Preben Christensen valgt at stoppe helt i lokalpolitik, mens Carsten Kissmeyer (V) går efter regionsrådet. Det får Socialdemokraternes Frank Heidemann til at se sin egen mulighed som ny borgmester som oplagt. Han er ifølge Herning Folkeblad hvert fald klar til opstillingen, der først foregår i april 2017.
Op til KV13 valgte borgmester H.C. Maarup (S) fra Mariagerfjord at holde et løfte til sin kone: At holde med politik efter 12 år, så det gjorde han. Efter ham forsøgte Per Husted forgæves at fortsætte S-styret, men måtte overlade roret til Mogens Jespersen (V). Husted meddelte kort efter nederlaget i KV13, at han ikke igen ville være spids og har for tiden også orlov fra byrådet - han er suppleant i Folketinget.
Ifølge Lokalavisen har de fire lokalforeninger i S alle nu peget på fagforeningsmanden Leif Skaarup som det nye håb. Den form for enighed kaldes ofte kåring og kan i sagens natur både dække over, at der nu en gang er reel opbakning - og over, at der ikke er andre, der vil. Den faglige sekretær fra FOA blev valgt ind i byrådet første gang ved KV13 og er nu også viceborgmester - efter at have overtaget den post fra Per Husted, der til dknyt oplyser, at han endnu ikke ved, om han selv stiller op til byrådet igen.
Fra Morsø Kommune er der grund til at nævne, at en tidligere stemmesluger, Michael Dahlgaard fra lokallisten Demokratisk Balance, ikke er med på stemmesedlen næste gang. Den tidligere viceborgmester og SF'er, der i maj 2013 var medstifter af listen, har fået nok at se til i en skolelederstiling. Han har ifølge Nordjyske allerede taget de første konsekvenser af beslutningen og overladt sine poster som gruppeformand og økonomiudvalgsmedlem til Ellen Philipsen Dahl.
I samme kommune var der i egne rækker ikke modstand over for at lade den nuværende borgmester Hans Ejner Berthelsen (V) forsøge sig igen. Hans genopstilling var en formssag, oplyser TV Midt-Vest.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.