
I visse kommuner kniber det for de store borgerlige partier, Venstre og De Konservative, at arbejde sammen. Det er blandt andet tilfældet i Allerød, der siden 1970 har skiftende borgmestre fra V og K, og hvor de seneste har siddet på støtte fra alle andre partier end lige den borgerlige rival.
Efter to perioder med Erik Lund (K) som borgmester var der ved KV13 ballade om aftalebrud i den borgerlige lejr, da V gik uden om K for selv at få magten. Jørgen Johansen (K) endte med kæden, efter en socialdemokrat brød med sit parti. Ved KV17 blev Karsten Längerich (V) borgmester, selv om V blev den lille af de to borgerlige rivaler. Johansen og K forlod her forhandlingerne efter et bemærkelsesværdigt - og rødt - krav om nul formandsposter til Erik Lund.
Ved KV21 kunne Längerich og Venstre fortsætte på en konstituering uden K, der ellers gik frem fra fem til syv ud af de 21 pladser, og i et sommerinterview i sn.dk bebuder Jørgen Johansen nu , at han vil gå efter at blive konservativ spids - i hvert fald én gang endnu. Ved KV21 fik han med 1.502 flest personlige stemmer foran Clara Rao (V) med 821 og Längerich (V) med 768. Erik Lund fik femteflest - 506.
Allerød havde ved KV21 blot en enkelt liste opstillet uden for de traditionelle partier. Feministisk Initiativ fik blot 32 stemmer og kom ikke ind. En plads i byrådet kostede her 723 stemmer.
I Sønderborg var der hele fire lokallister, og Stine Duus Petersen, der stillede op som Fælleslistens spids, er nu medstifter af en helt ny liste, kaldet Borgerpartiet. Fælleslisten har med Aase Nyegaard haft borgmesterposten fra 2014-2017, men mistede siden indflydelse - og ved KV21 også sin ene plads.
Ingen af de fire lokallister kom ind: Fælleslisten fik 308 stemmer, Frihedslisten 106, Alsisk Parti 53 og Sønderborglisten bare 14. For at få en plads havde det her krævet de første 1.920 stemmer.
I Egedal var der ved KV21 to lokallister, Lokallisten Ny Egedal, der fik hele fire pladser, der siden blev reduceret til tre, og så Et Samlet Egedal, der ikke kom ind. Johan Hahn var her eneste opstilede, fik 553 personlige stemmer ud af 637 til listen ialt. Her kostede et mandat sidst omkring 1.372 stemmer. I et debatindlæg i sn.dk om kommunal planstrategi underskriver Johan Hahn sig som spidskandidat, så listen er tilsyneladende klar igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.