
ØKONOMIAFTALE: Står det til kommunerne, skal vandregningen stige, så der bliver råd til at investere i kanaler og vandbassiner, der kan tage imod voldsomme regnmængder. Og selvom kravet er et brud med princippet om, at vandværkerne ikke må opkræve mere, end det koster at levere vandet, så er finansminister Bjarne Corydon (S) ikke afvisende over for kommunernes krav.
- Principielt kan jeg sagtens følge kommunerne i, at der er et behov for at investere i klimatilpasning med den udvikling, vi ser. Men der er snævre økonomiske rammer i disse år, og derfor er det bestemt ikke noget, jeg kan sige ja til på forhånd, siger han ifølge DR Nyheder.
Kommunerne kan ikke bare hæve kommuneskatterne. Og ifølge kommunerne selv er der simpelthen ikke penge til investeringer, det kan forhindre de store oversvømmelser. Det kan for eksempel være 'spildevandsveje' med høje kantstene, som konstrueres ved at ændre vejens profil, så den har form som et vandløb. En anden mulighed er at investere i at sænke pladser og stier, så de får funktion af reservoirer ved voldsom regn.
Fakta om KL's forslag til investering i klimamæssige tiltag:
KL mener, der er behov for en afklaring af finansieringsmodellerne vedr. de klimamæssige tiltag, som kommunerne skal tage for at undgå oversvømmelser.
En udvidelse af kloakkerne vil dels være meget kostbart, dels vil kapaciteten næppe kunne udvides tilstrækkeligt til at kunne håndtere store mængder regn på kort tid.
Derfor foreslår KL, at en række investeringer fremadrettet skal finansieres over vandselskabernes takster.
Reelt bør forståelsen og definitionen af et spildvandsanlæg udvides, så den udover kloakker også omfatter følgende type investeringer i klimatilpasning:
• Udpegning og konstruktion af "spildevandsveje" som konstrueres ved at ændre vejens profil, så den har form som et vandløb. Vejene skal desuden have permeabelt asfalt og høje kantstene.
• Sænkning af pladser og stier så disse får funktion af reservoirer i tilfælde af store regnmængder.
• Gennembrydning af afskærmning af kanaler mv.
• Landskabsmodellering i byerne med integration af søer, kanaler mv.
• Midlertidige flytbare anlæg som kan opstilles i forbindelse med en oversvømmelse.
• Landskabsmodellering i det åbne land.
• Lokal udpegning af oversvømmelsesområder i det åbne land ved hjælp af planloven.
• Mulighed for at differentiere brugen af vandløb, så nogle kan aflede hurtigt, mens andre kan holde vandet tilbage. Dette kræver, at kommunerne får ret til at regulere dræningsretten i det åbne land.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.