Kommuner opruster mod corona: Hvis i tvivl, bliv hjemme!

Mens en gymnasielev føjede sig til listen over smittede, har kommuner udsendt nye retningslinjer til ansatte om corona-adfærd, efter instruktion fra Sundhedsstyrelsen.
4. MAR 2020 14.31
TEMA: Corona

Sundhedsstyrelsens har sendt nye anbefalinger ud i forhold til coronasmitte, og det får nu kommunerne til blandt andet at skærpe karantænereglerne for ansatte, der kan have været udsat for smitte, ligesom man indfører generelle adfærds-begrænsninger for borgere.

Eksempelvis skriver Gentofte Kommune i dag på sin hjemmeside:

'Alle personer, der siden 2. marts er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder for Covid-19 (coronavirus), skal holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten – dette gælder alle medarbejdere i Gentofte Kommune, børn i dagtilbud og skoler samt brugere af de kultur- og fritidstilbud, som kommunen driver.

På sundheds- og ældreområdet, nogle sociale institutioner samt på det specialiserede område gælder særlige regler: Her skal medarbejdere, der har rejst i risikoområderne og er kommet hjem efter 18. februar 2020, blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst. 

Borgere, der siden 18. februar er kommet hjem fra et af risikoområderne, kan ikke aflægge besøg på plejecentre eller besøge ældre hjemmehjælpsmodtagere i egen bolig. Dette sker for at beskytte de ældre og syge i vores samfund, som er mest udsatte for smitte af coronavirus og som – hvis de smittes – er i størst risiko for komplikationer eller dødsfald.'

Sårbare servicefunktioner
Karantænerne efter ferierejser kombineret med instrukserne om at blive hjemme ved mistanke gør kommunerne sårbare på servicefunktionerne, og det bekymrer blandt andet i Randers, skriver Randers Amtsavis.

- Vi har ikke oplevet noget lignende før, det er en voldsom drejning, heldigvis er vi rigtig gode til at stå sammen, og hjælper hinanden på tværs, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers, en arbejdsplads med 8.000 ansatte.

I forvejen har kommunen aktiveret det beredskab, der sættes i gang, når der er en forventning om, at flere borgere end normalt rammes af sygdom.

Også sygehusene i flere regioner er ramt. I Aarhus er flere end 30 ansatte sat i karantæne, cirka det samme antal i Odense, og i går blev en læge på regionshospitalet i Horsens sendt hjem - dog uden at have symptomer på sygdommen.

Det har til gengæld en gymnasieelev fra København, som tirsdag blev bekræftet smittet efter en skiferie i Italien. Han er sammen med fire klassekammerater nu i karantæne. 

- Hans sygdom er brudt ud mandag, og vi har talt med Sundhedsstyrelsen, som fortæller, at man højst kan smitte 48 timer, inden udbrudet viser sig. Det skete en lørdag, hvor han var sammen med fire klassekammerater, som nu også er i karantæne, fortæller Gitte Transbøl, rektor på Rysensteen Gymnasium, til B.T.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt