Regionschef: Corona-epidemi vil lægge voldsomt pres på sygehuse

Hvis coronavirusset udvikler sig til epidemi, kan det sætte landets sygehuse på en umulig opgave, siger regionsdirektør.
3. MAR 2020 7.07
TEMA: Corona

Hvis coronavirusset udvikler sig til en epidemi, vil det være umuligt for landets sygehuse at løfte opgaven med de mange smittede alene.

Sådan lyder det fra koncerndirektør Kurt Espersen fra Region Syddanmark. Regionen driver sygehuse i blandt andet Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Svendborg.

Sundhedsstyrelsen har mandag meldt ud, at der er styr på situationen omkring coronavirusset. Samtidig blev det sagt, at det ikke kan udelukkes, at coronavirusset udvikler sig til en epidemi med op mod 500.000 smittede danskere på få måneder.

Skulle det ske, vurderes omkring 20 pct. af de smittede at skulle indlægges. Det er i runde tal 100.000.

- Så vil vi være i en national krisesituation, hvor vi må trække på alle de ressourcer, der er i Danmark, for at kunne håndtere situationen, siger Kurt Espersen.

- Man skal huske, at alle patienterne ikke vil komme på sygehus på samme tid, men hvis vi når op i det antal, vil ingen region eller noget hospital kunne håndtere så mange smittede samtidig med al den normale aktivitet, siger han.

Kan gå ud over hofte- og knæoperationer
Kurt Espersen siger, at der i den situation vil være brug for hjælp fra kommuner, hjemmesygeplejersker, de praktiserende læger, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

- Hvis vi er i en sådan situation, så vil fokus være på dem, der er svært syge, mens alle dem, der er mindre syge, skal klare sig med mindre hjælp og ved at være derhjemme. Og det vil betyde, at alt det, der i dag foregår på hospitalet, vil blive påvirket i meget høj grad, siger Kurt Espersen.

Det kan for eksempel betyde, at operationer som en ny hofte eller nyt knæ vil blive nedprioriteret.

Indtil videre er der fire bekræftede smittetilfælde i Danmark. I Region Syddanmark er det i første omgang Odense Universitetshospital, som vil skulle tage imod smittede, hvis det bliver aktuelt. Skulle det blive fyldt med smittede, er næste led i planen at indlægge corona-patienter på sygehuset i Kolding.

Samlet kan regionen håndtere i underkanten af 1.000 smittede, hvilket også tæller flyvestation Skrydstrup, der kan blive taget i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Seks sygehuse er indtil videre udpeget til at tage imod smittede med coronavirus.

Ud over Odense Universitetshospital er det Rigshospitalet og Hvidovre Hospital i københavnsområdet, Aarhus Universitetshospital, Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Aalborg Universitetshospital.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt