DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Kommuner bør energirenovere for tre pct. om året

Data skal hjælpe med at spare energi i kommunale bygninger, er KL og regeringen enige om.

Staten skal hvert år indtil 2030 finde energibesparelser på sine bygninger, der svarer til en årlig energirenoveringsrate på tre pct. Det er et krav fra EU.

Flere partier i Folketinget forventer, at EU-kravet på et tidspunkt vil komme til at gælde i alle offentlige bygninger, og i første omgang er det nu skrevet ind i den nye økonomiaftale mellem regeringen og KL, at de to parter er enige om at arbejde henimod, at kommunerne følger en tilsvarende målsætning.

Bygninger står nemlig for en betydelig del af Danmarks CO2-aftryk, og som landets samlet set største bygningsejer kan kommunerne bidrage til at få aftrykket ned ved at energieffektivisere.

Tidligere i år fremsatte De Konservative et beslutningsforslag i Folketinget om et krav om, at kommuner og regioner skal levere de samme tre pct. som staten. Det blev diskuteret i indenrigs- og boligudvalget, og her støtter et bredt flertal et arbejde a la det, som nu er skrevet ind i økonomiaftalen.

I udvalgets beretning om forslaget noterede flertallet sig "behovet for et løft af den kommunale og regionale bygningsmasse, idet standarden af disse bygninger er meget ringe. I dag har syv ud af ti kommunale bygninger et dårligt energimærke og forbruger langt mere energi end nødvendigt," står der.

Data tilgængelige

Et af værktøjerne til at spare energi kan blive at få gjort data fra forsyningsselskaberne tilgængelige, så de kan bruges til energistyring og udvikling af en fælleskommunal nøgletalsmodel. KL og regeringen er enige om i fællesskab at afdække, hvordan det kan ske, står der i aftalen.

For godt to år siden kom det såkaldte Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi med ti anbefalinger til at gøre grønne danske virksomheder endnu stærkere. En af dem var at give dem forbedret adgang til forbrugsdata for el, vand og varme, så virksomhederne bedre kan udvikle nye løsninger, der giver et billigere og mere bæredygtigt ressourceforbrug. 

Derfor glæder Tekniq Arbejdsgiverne sig over aftaleteksten og kalder det "et godt første skridt på vejen mod at sætte data fri".

- Vi stiller gerne vores ekspertise til rådighed i en sådan dialog med KL og kommunerne. Med aftalen har kommunerne fået mulighed for at gå forrest i den datadrevne grønne omstilling. Denne mulighed skal udnyttes, og vi hjælper gerne til, siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen.

Overblik og greb

Som endnu et punkt har KL og regeringen aftalt at igangsætte et fælles arbejde, der skal give overblik og konkrete greb til at energirenovere kommunernes bygninger.

"Indsatsen skal understøtte, at energieffektiviseringsindsatsen sker målrettet, så indsatsen i størst muligt omfang reducerer fossilt energiforbrug, og medfører tilsvarende CO2-reduktioner. Parterne er enige om at følge op på arbejdet i forbindelse med økonomiforhandlingerne for 2023," står der.

Ifølge aftalen mellem KL og regeringen har regeringen afsat en tilskudspulje på 150 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til energirenoveringer i kommuner og regioner.