dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
65 pct. af kommunalpolitikerne, at folketingspolitikerne for ofte blander sig i enkeltsager.
Mikkel Khan Tariq, Ritzau Foto.

Kommunalpolitikere: Folketinget blander sig for meget

Næsten ni ud af ti kommunalpolitikere mener, at Folketinget sætter det kommunale selvstyre under pres med detailregulering
4. OKT 2017 7.48

På den første dag i det nye folketingsår og med finanslovsforhandlingerne lige rundt om hjørnet sender kommunalpolitikerne et klart signal til folketingspolitikerne om ikke at blande sig i kommunernes prioriteringer.

Det viser en ny Momentum-undersøgelse, hvor 86 pct. af kommunalpolitikerne svarer, at de er enige i, at folketingspolitikerne i stigende grad sætter det kommunale selvstyre under pres med detailregulering.

Og samtidig mener 65 pct. af kommunalpolitikerne, at folketingspolitikerne for ofte blander sig i enkeltsager.

Det er os, der står til ansvar
Det billede genkender Steen Hasselriis (V), borgmester i Halsnæs Kommune, der især er træt af, at folketingspolitikernes indblanding betyder, at enkeltsager fra én kommune får konsekvenser for alle andre kommuner:

- Det er selvfølgelig forkert, når en ældre person har ligget med en våd ble i alt for lang tid, eller et barn er blevet mobbet. Men når det fører til nye dokumentationskrav og centrale ankeinstanser, som rammer alle, så er der noget galt. Det gør det svært for kommunerne at være effektive. Og fordi noget er gået galt ét sted, betyder det ikke, at man skal regulere 97 andre steder, siger Steen Hasselriis til Momentum

Samme toner lyder fra Thomas Krarup, (K), rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune:

- Folketingspolitikerne skal holde sig til at træffe de rammebeslutninger, som gør det muligt for os at løse opgaverne. Når der så lokalt bliver prioriteret anderledes end det, de selv ville gøre på Christiansborg, skal de holde sig for gode til at underkende den lokale prioritering. For det er os, der står til ansvar over for de lokale borgere. Det gør folketingspolitikerne ikke, siger Thomas Krarup.

Hvem bestemmer?
De markante resultater i Momentums undersøgelse skal ses som udtryk for, at der er uenighed om, hvem der skal bestemme mest over den offentlige sektor.

Det siger Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi ved Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Han understreger dog, at der ikke findes undersøgelser, der viser, i hvilken grad kommunerne underlægges nye regler og love og påpeger, at kommunalpolitikerne i en del år har haft samme opfattelse:

- Det spiller ind i en løbende diskussion om, hvilket politisk niveau der skal have lov til at sætte deres fingeraftryk på, hvordan, hvor meget og i hvilken form de kommunale velfærdsydelser skal leveres til borgerne. Om det er det nationale niveau, der skal sætte retning og eventuelle retningslinjer og standarder for servicen i de enkelte kommuner, eller om det er kommunerne selv, der har fulde frihedsgrader til at afgøre, hvordan de vil tilrettelægge opgaveløsningen, og hvilket serviceniveau de vil levere, siger Kurt Houlberg.

Momentums undersøgelse viser også, at 68 pct. af kommunalpolitikerne mener, at størstedelen af beslutningerne på byrådsmøderne i forvejen er fastlagt af gældende love, cirkulærer og andre centrale regler. Og 88 pct. mener, at Folketinget bør give friere rammer til, hvordan de vil løse de kommunale opgaver. Det sidste kan blandt andet bunde i, at kommunerne de seneste år har oplevet, at flere penge er blevet bundet i puljer, så de kun kan bruges på et bestemt område.

Læs hele Momentums undersøgelse her

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommunalpolitikere-folketinget-blander-sig-for-meget

GDPR