
Af Camilla Boyhus Madsen, [email protected]
AGORA: Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn har lagt op til, at der indføres et ‘trafiklyssystem', hvor mindre budgetoverskridelser i kommunerne giver gult lys og gentagne overskridelser giver rødt lys. Forslaget møder stærk kritik fra DF's nyudnævnte kommunalordfører Morten Marinus.
- Det er godt med tillid, men nogle gange er det bedre med kontrol. I særdeleshed i den nuværende økonomiske situation.
Sådan skriver kommunalordfører Morten Marinus (DF) på debatforummet Agora.
Han lægger sig dermed op ad Claus Hjort Frederiksens (V) reaktion på forslaget fra S om en mere lempelig budgetlov. Claus Hjort mener, at indførelsen af et ‘trafiklyssystem' vil blive startsignalet for en endeløs række af budgetoverskridelser.
‘Trafiklyssystem' er uansvarligt
Morten Marinus anklager yderligere forslaget for at være symptomatisk for den ny regerings økonomiske politik:
- Vi må blot konstatere, at Socialdemokratiet tilsyneladende er meget opsatte på at sætte den solide danske økonomi over styr - og det gælder både statens økonomi og kommunernes økonomi - og sikkert er det, at mange kommuner er i svære økonomiske problemer, og her nytter det altså ikke noget at give lods og fritage kommunalpolitikerne for det, der er deres helt basale forpligtigelse, nemlig at sørge for en bæredygtig økonomi i kommunerne.
Ikke overraskende ser virkeligheden anderledes ud med en socialdemokratisk borgmesters øjne. Silkeborgs borgmester Hanne Bæk Olsen mener, at trafiklyssystemet kan gøre det lettere for kommunerne at planlægge deres investeringer og dermed i sidste ende også overholde deres budgetter:
- Et trafiklyssystem kan være en udmærket måde at skabe overblik over, hvor den enkelte kommune befinder sig. Kommunerne har i flere år været styret så stramt, at muligheden for at planlægge og investere langsigtet henover 2-3 år, er blevet besværliggjort.
Borgmester: Væk med de solidariske sanktioner
Hun møder dog ikke opbakning fra sin fagfælle, borgmester Erik Lund (K) i Allerød, der mener, at indførelsen af et trafiklyssystem kræver et opgør med de nuværende solidariske sanktioner. Han er utilfreds med, at kommuner med orden i budgettet hæfter for mindre ansvarlige kommuner:
- De solidariske sanktioner må høre fortiden til, da Allerød kommune ikke ønsker at betale for andre kommuners evt. overskridelser. Det må være nok, at Allerød er en af de syv "rige kommuner", der betaler udligningsbeløb til landets 91 "fattige" kommuner.
Kan kommunerne administrere friheden i et ‘trafiklyssystem'? Eller vil det føre til gentagne budget overskridelser? Deltag i debatten her
Opret en profil på AGORA og deltag i debatten.
Foto: http://www.flickr.com/photos/horiavarlan/with/4747872021/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.