HORSENS: At kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen har valgt at forlade sit topjob i Horsens til fordel for en post som direktør for børn og unge i Silkeborg, får nu den socialdemokratiske gruppeformand, Andreas Boesen, til at lange ud i Horsens Folkeblad efter dele af Venstres gruppe.
Da Peter Sinding Poulsen i efteråret blev kæreste med et familiemedlem til en lokal virksomhedsejer, blev det undersøgt via en advokatundersøgelse, om det gjorde ham inhabil. Den nåede frem til, at han ikke var inhabil, men byrådet valgte for en sikkerheds skyld at lade teknik- og miljødirektøren overtage ansvaret for sager, hvor der kunne være nogen tvivl.
Tre af byrådets seks venstrefolk og en konservativ stemte dog imod den løsning, og Venstres gruppeformand, Martin Ravn, foreslog, at Peter Sinding Poulsen i stedet blev sidestillet med de øvrige direktører, så man ikke mere havde en egentlig kommunaldirektør.
- Jeg vil ikke motivforske i Peter Sinding Poulsens overvejelser, men det ville da undre mig, hvis det ikke har betydning, at oppositionens leder (Martin Ravn (V), red.) direkte udtaler til pressen, at han mener, at kommunaldirektøren bør trække sig, siger Andreas Boesen til Horsens Folkeblad.
Martin Ravn afviser kritikken over for avisen og understreger, at Peter Sinding Poulsen har gjort et utroligt stort stykke arbejde for Horsens, men at han og hans meningsfæller blot har tilladt sig at være kritiske over for at have en kommunaldirektør, der ikke kan deltage i visse sager.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.