Flere penge til at styrke bl.a. læreruddannelsen. Og en massiv indsats for at styrke engelsk-undervisningen og den it-baserede undervisning i folkeskolen. Det er nogle af de 10 konkrete forslag til udmøntning af globaliseringspuljen for perioden 2010-2012, som KL nu fremlægger.
- Der er behov for at udvikle mere attraktive uddannelser på professionshøjskolerne, så flere unge gennemfører en velfærdsuddannelse. Ellers får vi en markant mangel på arbejdskraft i kommunerne, siger KL's formand Erik Fabrin.
KL foreslår , at professionshøjskolerne får en fast bevilling, der sikrer, at de kan leve op til deres opgave med at fungere som videnscentre. Det skal bidrage til at skabe stærke, faglige udviklingsmiljøer, som også vil gøre uddannelserne mere attraktive.
KL foreslår også, at der afsættes globaliseringsmidler til at styrke indsatsen for at få flere unge til at gennemføre en uddannelse ud over folkeskolen.
- De seneste 15 år har andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, ligget på omkring de 85 procent på trods af regeringens målsætning om, at andelen skal op på 95 procent. Derfor er der behov for en styrket og fornyet indsats på dette felt, siger Erik Fabrin.
KL foreslår derfor, at en større del af statens taxametertilskud målrettes erhvervsskoler, som har mange elever med en svag uddannelsesbaggrund. KL foreslår også, at der afsættes midler til at styrke samarbejdet mellem kommuner og uddannelsesinstitutioner.
KL foreslår herudover i sit udspil, at der gives mulighed for at undervise i engelsk fra 1. klasse i folkeskolen, og at der afsættes midler til en massiv indsats for at fremme it-baseret undervisning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.