
Regeringen har med sin 2020-plan dækket bordet til en lang række reformer, der skal få flere i arbejde, øge produktiviteten og ændre skattesystemet. Kommunerne har længe efterspurgt reformer som alternativ til besparelser. Vi ser derfor positivt på den økonomiske drejebog, som regeringen her præsenterer.
Sådan lyder reaktionen fra KL's næstformand Erik Fabrin (V) i forbindelse med, at regeringen i dag har offentliggjort en 2020-plan med sigtepunkter for de kommende års økonomiske politik.
- Regeringen lægger op til en historisk lav vækst i de offentlige udgifter samtidig med, at behovet er stigende bl.a. på grund af flere ældre. Det er en opgave, som vi i kommunerne er klar til at løfte. Men vi forventer, at regeringen også står ved, at de hårde tider ikke er forbi, og at der fortsat er besparelser forude, siger Erik Fabrin og fortsætter:
- Derfor er det også afgørende, at der er en sammenhæng mellem regeringens udmeldinger og kommunernes økonomiske rammer, så borgernes forventninger til kommunernes service holdes på et realistisk niveau. Her har regeringen og kommunerne et vigtigt og fælles ansvar for at afstemme forventningerne.
Det nære sundhedsvæsen afgørende
- Jeg bider mærke i, at regeringen prioriterer sundhedsområdet højt i forhold til de begrænsede vækstmuligheder. Det er i den sammenhæng afgørende at prioritere det nære sundhedsvæsen for at frigøre ressourcer til en bedre sundhedsindsats, som vi også har peget på i vores sundhedsudspil.
- Jeg ser samtidig frem til at drøfte forslaget om en moderniseringsreform med regeringen. Der er behov for, at regeringen nu kommer i arbejdstøjet og leverer den afbureaukratisering, som de har lovet kommunerne. Det er der behov for på flere områder. Ikke mindst på beskæftigelsesområdet, der er præget af regeltyranni, siger Erik Fabrin.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.