dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

KL får kritik for borgmester-ben til 43.000 kr. pr. møde

DF og Enhedslisten vil svinge sparekniven i KL, hvor fem borgmestre hver får 215.000 kr. om året for at holde op til fem møder der skal ’styrke kommunernes samarbejde’

Få møder, minimalt ansvar og en ’fyrstelig’ hyre. Sådan ser Dansk Folkeparti og Enhedslisten på fem lukrative borgmesterben fordelt mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Hver af de fem borgmestre indkasserer - ud over deres faste løn - 215.348 skattekroner om året for at lede ganske få møder uden såkaldt bestyrelsesansvar. Det skriver Ekstra Bladet.

Borgmestrene er nemlig udpeget af deres politiske kolleger til at være formænd for fem såkaldte kommunekontaktråd, KKR, der hører under KL. Kontaktrådene holder op til fem møder om året af to til tre timers varighed, fremgår det af KL’s hjemmeside. Det giver 43.070 kr. per møde til borgmestrene, og det er for meget ifølge DF. 

- Jeg og DF mener, at det er et alt for fyrsteligt honorar, og det bør sættes ned, siger Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester i København, tidligere medlem af KKR Hovedstaden og nuværende medlem af KL’s bestyrelse.

- Det er okay, at formanden får et beskedent vederlag, men det skal stå mål med arbejdsindsats og ansvar, og det gør det ikke i dag, forklarer han.

Opbakning fra EL
Den vurdering får opbakning fra Enhedslistens rådmand for Ældre og Handicap-forvaltningen i Odense, Brian Skov Nielsen. Han er medlem af KKR Syddanmark og synes ikke, at 43.000 kr. ’står mål med opgaverne’.

- For almindelige mennesker er det over en månedsløn, hvor man har arbejdet 37 timer om ugen. Det er der i hvert fald ikke brugt på at forberede et KKR-møde, siger Brian Skov Nielsen og fortsætter:

- Hele forberedelsen bliver lavet af embedsfolk fra KL og i kommunerne. Sagerne er klappet af på forhånd og bliver enstemmigt vedtaget uden politisk debat.

Ikke reelt bestyrelsesansvar
KKR har til opgave at ’fremme de fælleskommunale interesser’ i regionale spørgsmål blandt andet inden for sundhed, infrastruktur og integration. Der følger dog ikke reelt bestyrelsesansvar med de mange skattekroner, så borgmestrene kan ikke stilles personligt til ansvar. KL ser dog intet problem i vederlagene.

- Det er nogle tunge poster. Der er måske kun fem møder om året, men det er vigtigt, at der er samarbejde mellem kommunerne for at levere den bedste service til borgerne, siger sekretariatschef Solvejg Jakobsen og fortsætter:

- Formændene får et vederlag fra KL, fordi de tager et særligt ansvar ud over det, som den enkelte borgmester har.

Borgmestrenes vederlag for KKR er steget langsomt siden indførelsen i 2007. Nu vil DF komme med et forslag i KL’s bestyrelse om at sætte det ned.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kl-fr-kritik-for-borgmester-ben-til-43-000-kr-pr-mde

GDPR