KOLDING: Konstruktionsarbejdet med det nye oplevelsescenter på Skamling er i fuld gang, og i disse dage graves der ud ved Skamlingsbanken, hvor der skal flyttes meget jord.
Skamlingsbanken har lagt jord til flere store folke- og sprogfester. Gennem tiden har mange kendte debattører derfor holdt tale på den gamle talerstol i granit på Højskamling. Det nye oplevelsescenter skal fortælle historien om naturens kræfter på stedet, og ikke mindst om talens og folkets kræfter, der kan samle og i fællesskab mobilisere forandring.
I øjeblikket er det dog mest gravemaskinernes kræfter, der er sat i gang, så byggeriet kan blive en realitet. De næste tre uger er der derfor mulighed for at se et seks meter dybt og 5.000 m2 stort hul, inden kloakarbejdet og støbning af fundamentet går i gang.
- Det ser lidt voldsomt ud lige nu med store jordbunker og udgravninger, gravemaskiner og lastbiler. Men det er kun en periode. Når centret står klar, vil den nye bygning lægge sig naturligt ind i banken og have græs på taget, så det ikke skæmmer den flotte udsigt over banken og Lillebælt, fortæller projektleder, Mette List fra Kolding Kommune.
Oplevelsescentret forventes at stå klart i løbet af efteråret 2020.
MG
FAKTA