
Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tildelt afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen en advarsel for hendes rolle i Minksagen.Det meddeler Justitsministeriet torsdag.
Afgørelsen er truffet på baggrund af rådgivning og indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
- Der vil ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i den konkrete sag, lyder det i meddelelsen fra Justitsministeriet.
Tidligere torsdag fik tre andre embedsmænd advarsler. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri gav embedsmændene Tejs Binderup, Paolo Drostby og Hanne Larsen hver en advarsel for deres rolle i Minksagen.
Med advarslen til Anne-Mette Lyhne Jensen er der sat et punktum i sagen om de ti embedsmænd, som ifølge Minkkommissionens beretning fra juni havde gjort sig skyldige i tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at de kunne drages til ansvar af det offentlige.
For rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, Henrik Studsgaard, er der dog kun tale om et foreløbigt punktum, da de begge er blevet hjemsendt.
Syv af ti fik advarsler
Regeringen besluttede i november 2020 at aflive alle mink i Danmark på grund af mistanke om smitte med coronavirus, men der viste sig ikke at være lovmæssigt grundlag for at kræve alle mink aflivet.
Af de ti embedsmænd er syv af dem, herunder departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, blevet tildelt en advarsel, som er den mildeste form for disciplinærstraf. Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, fik en irettesættelse, hvilket er en tand skarpere på kritikskalaen.
Og så er der altså Thorkild Fogde og Henrik Studsgaard, som begge afventer den endelige afgørelse i deres respektive disciplinærsager.
Rent politisk fik Minksagen den konsekvens, at daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) i november 2020 måtte gå af.
I juli i år blev statsminister Mette Frederiksen (S) tildelt en såkaldt næse, det vil sige kritik, af et flertal i Folketinget for sin rolle i sagen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.