Af Avisen Kommunen
Det er ingen frikendelse af Brønderslev. Det erkender kommunens børne- og kulturdirektør Henning Risager over på afgørelsen fra det sociale nævn om, at det er Lolland Kommune, der skal betale for anbringelserne af de otte børn i den såkaldte Brønderslevsag.
- Vi frikender ikke os selv. Vi har også fået hård kritik med den her sag, og det tager vi til os. Men den her afgørelse handler jo først og fremmest om, at der har været en anden kommune, som burde have gjort noget meget tidligere, siger Henning Risager til Kommunen.
Familien med ni sammenbragte børn flyttede til landsbyen Serritslev i Brønderslev Kommune i sommeren 2009. De forlod Lolland Kommune i oktober 2008. Her havde de fået 46.000 kroner i flyttehjælp, da de rejste videre til Skanderborg Kommune, hvor de boede en kort periode før de rykkede videre til Nordjylland.
Lolland Kommune havde haft løbende kontakt med familien og havde fået flere underretninger om de kummerlige forhold, de boede under. Og i det sociale nævns afgørelse ligger det, at kommunen har haft tilstrækkelig viden til, at de burde og have grebet ind.
- Vi har altid været af den opfattelse, at det vores klage over Lollands passivitet var en god og sikker sag. Men vi vidste på forhånd, at kun én kommune er lykkedes med at komme igennem med krav om refusion fra en anden kommune siden lovgivningen blev indført i 2006. Så vi er positiv overrasket over, at lovgivningen virker, siger Henning Risager til Kommunen.
Hård kritik
Men også Brønderslev svigtede i sagen. På trods af flere indberetninger greb kommunen først for alvor ind i februar 2010, da den ældste pige i søskendeflokken anmeldte forældrene for vold og seksuelt misbrug.
Brønderslevs borgmester Lene Hansen (S) var kort tid efter ude og frikende sin egen forvaltning. Her var der ikke begået nogen fejl, lød det. Men Ankestyrelsen gik ind i sagen og i juli rettede de en skarp kritik mod både Lolland og Brønderslev Kommune.
'Kommunerne mangler et generelt kendskab til eller benytter sig ikke af de muligheder, der er for at handle på baggrund af alvorlige underretninger om børn og unge, som er udsat for massivt omsorgssvigt, vold eller incest, lød vurderingen fra Ankestyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.