MIDTJYLLAND: Region Midtjylland har gennem de sidste ti år arbejdet med at koble sundhed og kultur og været frontløber på området i Danmark. Det har bl.a. betydet levende musik på intensive afdelinger, udbredelsen af lungekor, læsegrupper for stressramte, musikalske besøg hos socialt udsatte, museumstilbud til demente og skrivefællesskaber i psykiatrien.
Nu kan regionen præsentere Danmarks første regionale politik for sundhed og kultur. En central ambition i politikken er at bevæge sig fra enkelte projekter til at sikre kulturen en plads som en fast del af driften af sundhedsvæsenet i en tid, hvor sundhedsreformen forandrer landskabet og skaber rum for nytænkning.
- Vores erfaringer de sidste ti år viser tydeligt, at det virker. Når vi møder kunst og kultur i sundhedsvæsenet, skaber det meningsfulde oplevelser og nærvær, der kan mærkes af både patienter, pårørende og personale. Og det kan også måles – både på vores fysiske sundhed og mentale trivsel. Derfor er der ingen tvivl om, at kulturen skal spille en større rolle i de forandringer, vi vil skabe i sundhedsvæsenet i fremtiden, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Politikkens tre spor
Politikken for sundhed og kultur består af tre spor, som uddybes herunder:
- Fra projekt til drift: Indsatsen for sundhed og kultur i Region Midtjylland skal bane vejen for levedygtige koncepter, der kan udbygges og udbredes som en del af en bæredygtig drift i regionens hospitaler, institutioner og i de midtjyske kommuner. Der skal samtidig sikres fortsat innovationskraft på feltet gennem udvikling af nye tiltag og koncepter.
- Stærke partnerskaber: Indsatsen går på tværs af både faglige, organisatoriske og politiske strukturer – både lokalt, nationalt og internationalt. Der er derfor fokus på at samle de mange forskellige interessenter og skabe forbindelser mellem dem i en overskuelig infrastruktur, som i praksis gør det nemmere at finde sammen i nye partnerskaber og samarbejdsformer.
- En ny faglighed: Indsatsen tager udgangspunkt i det ligeværdige møde mellem to forskellige fagligheder med hver deres kompetencer, metoder og logikker. Nye behov og udfordringer opstår i mødet sammen med en ny fælles faglighed og sprog. Der skal derfor skabes muligheder for uddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling af både kultur- og sundhedsfaglige institutioner, medarbejdere og foreninger, så de bliver i stand til at udvikle og drive de konkrete initiativer.
Den nye politik for sundhed og kultur er skabt i samarbejde mellem medlemmer af regionsrådet, kommunale politikere, sundhedsfaglige medarbejdere, kulturaktører, repræsentanter fra civilsamfundet som fx patientforeninger og en række andre interessenter. Og netop partnerskaber er vigtigt i arbejdet fremover:
- Vores sundhedsvæsen er under pres, og vi skal finde andre veje for at løse fremtidens udfordringer. Det kræver, at vi tænker nyt og samarbejder på tværs af fagligheder. Her kan kulturlivet bidrage med nogle helt særlige kompetencer. Derfor er det afgørende, at vi får skabt gode vilkår for, at vores sundhedsfaglige medarbejdere og kulturaktører kan mødes og udvikle de rigtige løsninger i fællesskab, siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalg for regional udvikling i Region Midtjylland.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















