Af Knud Abildtrup, [email protected]
AARHUS: De kommende år - ja årtier - vil stå på yderligere krav om styring af den offentlige økonomi, og det er nødvendigt at tage en grundlæggende fordelings- og velfærdsdiskussion - jo før jo bedre. Men ligesom alder efterhånden er et tvivlsomt kriterie at bruge som fastslået rettighedskriterium, bør vi også se nærmere på indkomst.
Den synspunkt gjorde vismand og professor i nationaløkonomi Nina Smith sig til talsmand for på Kommunaløkonomisk Forum i Aarhus. Hun kaldte alder for et decideret tåbeligt kriterium, der stammer fra en anden velfærdssituation, men også indkomst er efter hendes opfattelse værd at se nærmere på:
Hvem er de svage?
Ved fx at gøre børnechecken afhængig af indkomst, skal man gøre sig klart, at man kan komme til at omfordele fra de arbejdsomme til de fritidselskende, som hun udtrykte det:
Skal det batte noget, skal grænsen for at kunne få børnecheck ikke sættes for højt, og så kan en familie med to almindelige indkomster komme op over grænsen og dermed pludselig på det punkt se sig selv finansiere de højere lønnede naboer, der måske vælger at gå ned i tid, dyrke egne gulerødder - og så være berettigede til børnechecken. Hvem er så de 'svage' her?
Hun slog til lyd for, at man måske i højere grad skal kunne se en person fra et traditionelt velstående miljø som én, der har behov for hjælp, fordi familien ikke er i stand til at give den nødvendige omsorg. Mens man godt kan være stærk uden de store indtægter og fx selv vælge, at man vil bruge sin tid på at spille guitar.
Betaler dobbelt
Nina Smith omtalte også det nærliggende spørgsmål, om en nyvurdering af de universelle velfærdsydelser vil undergrave middelklassens bedtalingsvilje. Og den bold greb Syddjurs-borgmester Kirstine Bille (SF), som sammenlignede den sag med Danmarks rolle i EU, der skal til at omfordele sine fondsmidler: Danmark er EU's middelstand, der også arbejder ud fra 'what's in it for me'.
Kalundborg-borgmester Martin Damm (V) var mest opmærksom på, at det fortsat skal kunne betale sig at arbejde. I forvejen omfordeler vi via skat - så højtlønnede betaler langt mere procentuelt - og skal de så også vinke farvel til velfærdsydelser, virker det jo dobbelt. Han så gerne, at borgeren kunne beholde mere selv - og så også få ansvar for mere selv.
I debatten om det private ansvar contra det offentlige kunne Martin Damm ikke lade være med polemisk at kommentere de mange balladesager, hvor kommuner ville overlade ansvaret for private fællesveje til beboerne selv:
- Et plejehjem kan man lukke på en uge, en skole tager et år, men en grusvej kan man kun lukke som offentlig forpligtelse i løbet af to valgperioder.
