Ikke lystbetonet, ikke kun, og ikke nødvendigvis
Ifølge statsminister Mette Frederiksen behøver arbejde ikke være lystbetonet, men “det er jo dejligt, hvis det er det engang imellem”.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck, Ritzau Scanpix

Ikke lystbetonet, ikke kun, og ikke nødvendigvis

Jo mere uenig man er med nogen, jo mere bør man gøre sig umage med at forstå, hvad de virkelig mener.
16. SEP 2021 6.08

“For det første så tror jeg, vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå, nemlig at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet.”

Sagt af statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde om regeringens reformudspil, og ikke svært at forstå. Hverken meningen eller hensigten.

Hensigten er alle med på, det handler om at flere skal i arbejde. Meningen, derimod, ligger det lidt tungere med, og på den måde er den efterfølgende diskussion om udtalelsen en sigende billede på en af de negative sider af politik. Eller i det mindste den praktiske udførelse af politik.

Meningen: At gå på arbejde skal ikke nødvendigvis være lystbetonet. Den er strengt taget heller ikke svær at forstå, men alligevel flød de sociale medier over med vredesudbrud. Må man nu ikke længere være glad for at gå på arbejde? Skal det absolut være en sur pligt? Idet man overser, og det kan ikke være tilfældigt, ordet nødvendigvis. Selv DR undlod i første omgang at tage det afgørende ord med i et citat(fusk) i en forhåndsomtale på Facebook af Debatten på DR2.

Et nyvalgt folketingsmedlem uden synderlig politisk bagage udviklede for år tilbage over for nærværende klummeskriver den tese for politisk samtale, at jo mere uenig man er med nogen, jo mere bør man gøre sig umage med at forstå, hvad vedkommende virkelig mener. Et meget ideelt princip, og han opgav det da også selv, da han blev lidt mere dreven i faget.

Man kan efter tilbøjelighed mene, at det enten var, fordi han blev klogere, eller fordi han blev trukket ned af (resten af) det politiske miljø. I hvert fald er han ikke i politik i dag, og det kan i princippet også være af de samme to grunde, og ikke nødvendigvis den samme for hver af de to ting.

“Altså, det er jo dejligt, hvis det er det engang imellem”, fortsatte Mette Frederiksen efter sit indledningsvis refererede statement om arbejdets natur, og det burde være velkendt for alle siden kristendommens indførelse, idet meningsindholdet i bund og grund er det samme som 1. Mosebogs “i dit ansigts sved skal du spise dit brød” (kapitel 3, vers 19). En følge af uddrivelsen af Edens have, og på nudansk det samme som at arbejde for føden.

Nok har vi et velfærdssamfund, men paradisisk er det ikke. Politik ej heller.

I slutspurten frem mod opstillingsfristerne til KV21, er en stribe kandidater for forskellige partier i forskellige kommuner ramt af en pludselig erkendelse af, at politik heller ikke nødvendigvis er paradisisk, og i hvert fald ikke noget de vil binde sig til i fire år mere. Lignende erkendelser har andre gjort løbende hen over valgperioden, men det er de senest tilkomne, der bliver lagt mærke til. Jo højere rangeret på en kandidatliste og jo senere erkendelse, jo mere bemærket og jo mere ubekvemt for det parti, det går ud over.

For de fleste i de menige rækker er politik ikke et arbejde, i hvert fald ikke et man kan leve af, og det falder heller ikke i den kategori, som man ifølge bibelen og statsministeren skal foretage sig af nød.

Om noget bør deltagelse i politik være lystbetonet. Dog naturligvis ikke kun lystbetonet.