Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ikke endnu en ledelsesteori, men ...

ANMELDELSE En norsk professor lærer ledere at stykke deres egen brugsteori sammen
13. OKT 2011 7.00

Af Per Thygesen-Poulsen

Otto Ottesen (red.) Ledelse. Å bruke teori i praksis.
Høyskoleforlaget, 2011. ISBN 978-82-7634-934-4.

Ledere skal lede. Men rundt om lederne sidder teoretikerne og iagttager dem, for derpå at formulere en teori om det, der foregår.

Det er vi vant til. Det er den deskriptive og den induktive metode, retningen går fra praksis til teori. Og resultatet er udmærket, når man skal undervise og udvikle fremtidens ledere på skolebænken.

Men den dag, teorien skal bruges i praksis føler mange, især unge og nyudklækkede ledere sig på gyngende grund. Teorier og metoder er der nok af. Så mange at valget er svært. Hvilken teori i denne situation? Kan jeg bruge den til mine problemer? På institutionens eller virksomhedens strategi? I netop denne situation?
De mange teorier ender som et tag-selv-bord, hvor det er op til den enkelte leder at sammensætte den rigtige menu.

Dette problem er centralt i et forsknings- og undervisningsprojekt indenfor ledelse på masterniveau, gennemført på Institut for medie-, kultur- og samfundsfag ved Universitetet i Stavanger. Det har resulteret i en arbejdsmodel, udviklet professor Otto Ottesen, som i en årrække har indført danske ledere i markedskommunikationens mysterier ved CBS før han vendte hjem til sit fødeland.

Din brugsteori
Når ledere forlader skolebænken begynder de at løse problemer. At skabe forandring. At udvikle medarbejdere. At formulere strategi.

Og undervejs samler de sig det, Ottesen kalder en brugsteori, stumper og stykker hentet fra undervisning, konsulenter, artikler og foredrag. Ofte tilfældigt, uden indbyrdes sammenhæng.

Når en ny model, teori, metode dukker op, er det ikke nok bare at acceptere eller forkaste den. Det er til denne vurdering at Otto Ottesen har udviklet en model, han beskedent har døbt "Lille-Jeg-Modellen". Den beskriver han i den nyudkomne bog, 'Ledelse. Å bruke teori i praksis'.

Nøglepersonen, 'Lille-Jeg', er forandringslederen, som iagttager institutionens eller virksomhedens samspil med sin omverden for at stille sin diagnose på tre områder.

  • En virksomhedsdiagnose: virksomhedens udfordringer, de mål, jeg mener, virksomheden bør prioritere og de tiltag, jeg mener, virksomheden bør gøre for at møde disse udfordringer.
  • En jeg-diagnose: egne motiver og følelser, egne værdier og muligheder for at øve indflydelse.
  • En jeg-agenda: de mål, jeg vil prøve at opnå her og nu, og hvad jeg her-og-nu vil gøre, hvordan, overfor hvem, med hvilke hjælpemidler og hvornår.

Nyttig tilgang
'Lille-Jeg-Modellen' er ikke endnu en ledelsesteori, men en praktisk metode til at få sammenhæng i den enkelte leders arsenal af tankegange og metoder. Har man tænkt modellen igennem, kan den anvendes uden videre.

Derimod vil den praktiske leder nok synes at bogen præges af at være fremstillet til undervisningsbrug. I de følgende kapitler beskriver professorer og undervisere forskellige gængse teorier og viser ved brug af Ottesens model hvorvidt de kan indgå i lederens brugsteori. Og ved således at anvende modellen, viser de samtidig dens anvendelighed i praksis.

Problemet er, at der er så mange teorier på så mange af ledelsens arbejdsområder, at bogens læsere når at blive fanget af de enkelte teorier uden at få andet end fornemmelsen af, hvad det drejer sig om. Teorier om uformel læring, om ændringslederen som oversætter af samfundets krav til virksomhedens samfundsansvar, om skemaer som en kognitiv struktur, om relationelle færdigheder, bæredygtig udvikling, eller lemniskate som et dynamisk udviklingsmiddel er nok udvalgt efter de forhåndenværende professorers princip.

Men så er det jo op til den enkelte leder som møder disse og mange andre teorier, at tænke sin egen 'Lille-Jeg-Model' igennem og stille sine egne diagnoser.


Forfatter, civiløkonom Per Thygesen-Poulsen