KØGE: Efter tre år med en slags tilvalgs-enighed om vekslende dele af budgetaftalerne er der i år rigtig enighed. En enig enighed, så at sige. Alle partier og alle byrådsmedlemmer er med i det hele.
"Det hele" er, hvad der er at gøre med, når inflation, ejendomsværdi-usikkerhed, udgiftspres på socialområdet og mangel på arbejdskraft har taget hver deres. Resultatet er "et ansvarligt budget, der lever op til de snævre økonomiske rammer", mener aftaleparterne selv, omend situationen "samlet set (gør det) svært at leve op til borgernes forventninger til den kommunale service".
Foruden tilpasninger og justeringer her og der har budgetaftalen også øje for den langsigtede udvikling, eksempelvis vil man gerne "inddrage flere aktører i anlæg og drift af såvel sociale institutioner, plejeboliger og friplejehjem". Mulighederne for dette skal afsøges, herunder skal det afdækkes om der ligger en potentiel besparelse i udlicitering. Konkret er der afsat 1 mio. kr. i 2024 "til at afdække, opdyrke og kvalificere samspillet med private virksomheder, selvejende almennyttige fonde og andre kommuner", idet pengene skal gå til arbejdskraft og ekstern rådgivning.
En anden del af fremtidssikringen består i at udarbejde et handlekatalog for at nedbringe væksten i udgifterne til sociale botilbud. Især vil lokale botilbud i nærmiljøet i stedet for udenbys tilbud være interessante, ligesom flere små og billige boliger i almindelighed. Man skal også se på muligheden for at etablere alternative boligformer til folk, der har svært ved at finde sig til rette i eksisterende boliger.
Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, SF, De Radikale, Enhedslisten og Frit Borgerligt Fællesskab. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt i byrådsmøde 10. oktober.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.