Hvorfor har vi fået en samvittighed?

Hvorfor har vi fået en samvittighed?
Fra civil ulydighed til civilkurage

Af Paul Hegedahl

'Der findes uretfærdige love. Skal vi stille os tilfreds med disse love, eller skal vi bestræbe os på at ændre dem og adlyde dem, indtil det lykkes, eller skal vi straks overtræde dem?'
- Henry David Thoreau: 'Civil ulydighed', 1849

Klimakonferencen, COP15 fra den 7. til 19. december 2009 kaster stadig skygger over dansk politik og i den danske bevidsthed. En årsag er den reelle mangel på resultater, en anden konfrontationerne mellem demonstranter og politi.

Fra mange sider blev der opfordret til 'civil ulydighed'. Problemet var, at der var stor uoverensstemmelse om, hvor grænsen går mellem civil ulydighed og voldelige konfrontationer. Når man læser beskrivelserne af, hvad der forstås ved civil ulydighed, er der store forskelle i opfattelserne af, hvad dette begreb indebærer. Der er tilsyneladende enighed om, at det betyder passiv modstand mod ordensmagten. Men for nogle er passiv modstand at presse sig igennem f.eks. en politikæde uden brug af brosten eller andre former for våben.

For politiet er det åbenbart heller ikke helt lige til at definere. I forbindelse med COP15 greb man ind og arresterede mennesker inden selve demonstrationen. Det blev kaldt administrativ frihedsberøvelse.

Hvad er civil ulydighed?
'Hvorfor har hver enkelt af os fået en samvittighed'. spørger den amerikanske tænker Henry David Thoreau (1817-1862) i sit berømte essay 'Civil ulydighed', 1849. Han fortsætter: 'Når magten ligger i folkets hænder, er den konkrete grund til, at flertallet i lang tid kan blive ved med at regere, ikke den, at flertallet sandsynligvis har mest ret, ej heller at mindretallet finder det mest rimeligt, men ganske enkelt, at flertallet er stærkest. Men en regering, hvor flertallet i alle henseender hersker, kan ikke være baseret på retfærdighed, i hvert fald ikke så vidt, vi mennesker forstår begrebet retfærdighed.

Kunne der ikke eksistere en regering, hvor det ikke var flertallet, men samvittigheden, som faktisk afgjorde, hvad der er rigtigt og forkert? - Og hvor flertallet kun forholder sig til de spørgsmål, det kan være formålstjenligt at forholde sig til? Skal borgeren blot kortvarigt og i nok så ringe grad lade sin samvittighed vige for lovgiverens? Hvorfor har hver enkelt af os i så fald fået en samvittighed?

Efter min mening skal vi være mennesker først og dernæst undersåtter. Det er ikke ønskværdigt at opøve respekt for loven i samme grad som for retfærdigheden. Min eneste forpligtelse er til enhver tid at gøre, hvad jeg finder ret og rigtigt. Sandt nok er det sagt, at en forsamling ikke har nogen samvittighed; men en forsamling, der består af samvittighedsfulde personer, er en forsamling med samvittighed. Loven har aldrig gjort nogen det mindste mere retskafne, og i kraft af deres respekt for loven bliver selv de mest velvilligt indstillede dagligt til urettens tjenere.'

Henry David Thoreau har inspireret mange mennesker til civil ulydighed, blandt de kendte, som også har inspireret hinanden, er Mohandas Karamchand Gandhi eller Mahatma Gandhi (1869 - 1948), der stod i spidsen for Indiens uafhængighedsbevægelse fra 1919 (og i øvrigt interessant nok også kæmpede fra 1893 til 1914 i Sydafrika for at forbedre indernes forhold der). Man kan sige, at Gandhi videreudviklede Thoreaus tanke fra individuel civil ulydighed til kollektiv ulydighed. Mahatma Gandhi blev myrdet af en fanatisk hindu, der var modstander af en forsoning med muslimerne. Blandt de mange kloge ting, Gandhi sagde, var 'Øje for øje ender med at gøre hele verden blind'.

Dr. Martin Luther King, Jr. (1929 - 1968), den amerikanske baptistpræst og borgerrettighedsforkæmper, var inspireret af Henry David Thoreau. Martin Luther King var med til at grundlægge Southern Christian Leadership Conference i 1957, der skulle organisere borgerrettighedsaktivismen og var leder af mange marcher, der skulle skabe opmærksomhed om manglende grundlæggende rettigheder. Den 14. oktober 1964 blev Martin Luther King den hidtil yngste modtager af Nobels fredspris. Martin Luther King blev myrdet den 4. april 1968 af James Earl Ray. Han har bl.a. sagt: 'Vores liv begynder at slutte den dag, da vi bliver tavse om de ting, som betyder noget.'

Også Nelson Rolihlahla Mandela (1918-), den tidligere sydafrikanske præsident var under indflydelse af Henry David Thoreau's tanker. Som ung jurastuderende blev Mandela involveret i den politiske modstand mod det hvide mindretalsstyres nægtelse af politiske, sociale og økonomiske rettigheder til det sorte flertal. Han blev medlem af African National Congress (ANC) i 1942 og grundlagde dets mere dynamiske Youth League (Ungdomsforbund) to år senere sammen med Walter Sisulu, Oliver Tambo og andre.

Selv om de oprindeligt støttede en ikke-voldelig kamp og blev frikendt i forræderisagen fra 1956-1961, accepterede Mandela og hans kollegaer nødvendigheden af væbnet kamp efter nedskydningen af ubevæbnede demonstranter i Sharpeville i marts 1960 og det efterfølgende forbud mod ANC og andre anti-apartheid-grupper. I 1964 blev han idømt fængsel for livstid og afslog at blive løsladt mod at give afkald på væbnet kamp. Han blev løsladt den 11. februar 1990 efter ordre fra præsident F.W. de Klerk der samtidig ophævede forbuddet mod ANC. Mandela og de Klerk delte Nobels fredspris i 1993. Blandt de mange markante udtalelser fra Nelson Mandela er bl.a.: 'For at være fri er det ikke nok blot at kaste ens egne lænker, men at leve på en måde, der respekterer og fremmer andres frihed.'

Den amerikanske historiker Howard Zinn (1922-2010) har beskrevet civil ulydighed som: 'Det bevidst afgrænsede brud på loven til fordel for et vitalt socialt gode.' Den danske forfatter og samfundsdebattør Toni Liversage (1935 -) skriver, at karakteristisk for denne aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og risikere fængsel, er, at det ikke drejer sig om snævre gruppeinteresserer, men derimod om nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte - og hun fortsætter: 'Desuden er det vigtigt at fremhæve, at civile ulydighedsaktioner altid er ikke-voldelige, og at man handler helt åbent. Det er således en aktionsform, som et mindretal tager i brug for på denne måde at forsøge at fortælle flertallet og magthaverne, at i denne sag er der nogle grundlæggende værdier, der står på spil. Derfor foregår civile ulydighedsaktioner som sagt i fuld åbenhed, idet formålet jo netop er at rette folks opmærksomhed mod et vigtigt problem. I Danmark har vi ikke nogen lang tradition for civil ulydighed som f.eks. i USA, og det skal vi ikke beklage. Civil ulydighed er ikke noget, man skal kaste sig ud i, fordi det forekommer spændende og dramatisk, men derimod noget folk griber til, når det forekommer dem uafvendeligt nødvendigt.'

Principperne og accepten
Vigtige principper i forbindelse med civil ulydighed er altså klart, at det at man begår et bevidst afgrænset lovbrud ikke er ensbetydende med, at man generelt sætter spørgsmålstegn ved retsstaten og folkestyret som sådan. Desuden meddeler man åbent i forvejen, hvad man agter at foretage sig og indskærper, at det skal foregå ikke voldeligt; men som eksemplet fra Sydafrika viser, kan den måde, den civile ulydighed mødes på af magthaverne, eskalere til gensidig vold.

Ytringsfriheden er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

I Danmark er ytringsfriheden formelt sikret gennem Grundlovens § 77 som bestemmer, at: 'Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres'. Der findes dog visse undtagelser for ytringsfriheden, og da de ikke er skarpt formulerede, giver det altså muligheder for fortolkninger.

Selv et så lille og forholdsvist homogent samfund som det danske rummer flere kulturer med flere sæt normer og kriterier. En slags civil ulydighed accepteres af nogle og vækker modstand hos andre. Her var det interessant at læse et interview med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i Politiken den 18. august 2009. Overskriften lød: 'Præster og bedstemødre støtter gadens parlament.' Og ministeren udtalte: 'Jeg må sige, at jeg er dybt rystet over, at præster og bedstemødre er fuldstændig parate til at sætte retsstaten ud af funktion og lade gadens parlament hærge... Den der ballade på Nørrebro. Se på billederne i jeres egen avis, hvor der står unge politifolk i skjorteærmer på balkonen i kirken. Det var jo sådan, man forsøgte inde i kirken. Og udenfor kommer så Enhedslistens stormtropper og vil have ballade, og så må politiet så trække i beskyttelse. Der bliver jeg ved med at sige, at det er de udenomsparlamentariske voldelige kræfter godt støttet af bedstemødre og nogle præster, der nu jager imod, at gadens parlament skal til at bestemme i stedet for Folketinget i Danmark... Det er virkelig rystende.'

På interviewerens observation om, at aktionen (Bedsteforældre for Asyl) jo netop var ikke-voldelig, svarer Birthe Rønn Hornbech, at det er vold, 'når man overtræder straffeloven ved at stoppe trafikken og har fået at vide, at man skal gå masser af gange. Man har en grundlovsbeskyttet ret til demonstration, men det fremgår også af grundloven, at man skal forføje sig, når politiet siger, man skal. Det er altså tæt på terror i Danmark.'

Lydighedens dilemma
Den amerikanske socialpsykolog Stanley Milgram, Ph.D. fra Harvard University 1960, var professor ved Yale University. I 1963 offentliggjorde han sine både forkætrede og prisbelønnede eksperimenter med menneskelig adfærd - et af de gennem tiderne mest omtalte og diskuterede psykologiske forsøg. Det blev fulgt op med en ny udgivelse og gennemgang i 1974.

Inspirationen til dem fik han fra beretningerne om Holocaust og retssagen mod Adolf Eichmann. Han ønskede at undersøge, hvad man kan få mennesker til at adlyde at udføre, når en autoritet anmoder dem om det. Forsøgene er grundigt beskrevet. De handler i korthed om, at man kan få mennesker til at give andre mennesker stød med dødelig virkning - selv om også de, der tilsyneladende blev udsat for disse elektriske stød skreg af smerte og angst (skuespil). Den helt overvejende del af deltagerne, som fik penge for at være med til disse eksperimenter, var villige til at give stød helt op til 450 Volt - hvis bare den person, der gav dem besked om at gøre det, var en person med autoritet. Faktisk gav 82,5 pct. deltagerne stød op til tilsyneladende 150 Volt og 79 pct. fortsatte med at give op til 450 Volt, hvis de, der fik stødet, tilsyneladende svarede forkert på nogle spørgsmål.

Man kan så indvende, at det er så mange år siden. Men faktisk har flere gentagne forsøg for ikke længe siden - og efter samme retningslinjer - vist tilsvarende resultater. Vi er altså villige til at fungere som bødler, som det siges i en omtale af forsøgene. Når man kan adlyde sådanne retningslinjer kræver det helt klart stort menneskeligt mod til at vise civil ulydighed - og til at gå det skridt videre, der kan være nødvendigt selv i vores del af verden.

En af konklusionerne er, at det ikke er mennesker, der i bund og grund er onde, men skyldes en massiv social påvirkning.

En videreudvikling af civil ulydighed
At udvise civil ulydighed i begrebets reelle betydning kræver, som Milgrams eksperimenter - og de opfølgende forsøg og iagttagelse af adfærden til daglig i samfundet, mod til at give udtryk for andre holdninger end de fremherskende (med et omhyggeligt valgt tillægsord).

Ved grundig læsning af Henry David Thoreau - og eftertanke - er det da også tydeligt, at hans tankegang peger længere frem end det, vi i dag forstår ved civil ulydighed. Han skrev bl.a.: 'Endog en regering, hvis autoritet jeg er villig til at underkaste mig, er stadig ufuldkommen. Ikke desto mindre vil jeg med glæde adlyde dem, der har større viden og kan gøre det bedre, end jeg kan., ja i mange henseender vil jeg tilmed underkaste mig dem, der hverken har samme viden eller kunnen. For at være fuldkommen retskaffen må en regering have de regeredes billigelse og accept. Den kan ikke have nogen gyldig ret over min person og min ejendom ud over den, jeg går med til. - - - Er demokratiet, som vi kender det, den sidste mulige forbedring af regeringsformen? Er det ikke muligt at tage endnu et skridt frem mod en anerkendelse og en udbygning af menneskerettighederne? Der kan aldrig blive tale om en virkelig fri og oplyst stat, før Staten anerkender individet som en højere og uafhængig magt, hvem Staten skylder sin egen magt og autoritet, og hvem Staten behandler i overensstemmelse dermed. Jeg forestiller mig en stat, der har råd til at være retskaffen mod alle og råd til at behandle individet med samme respekt som en nabo, og som ikke engang ville finde det forstyrrende for sin egen ro, hvis nogen holdt sig væk fra den, ikke befattede sig med den og ikke lod sig omfatte af den, men kun opfyldte samtlige de pligter, de havde som naboer og medmennesker.'

Denne videreudvikling er civilkurage. Det handler ikke alene om at sige sin mening, om det man ser som sandheden - uanset de mulige konsekvenser - men også om at handle i overensstemmelse med sin samvittighed og være frigjort for de negative sider af den sociale påvirkning, vi alle er udsatte for.

Civilkurage
'Af og til snubler menneskene over en sandhed, men de fleste rejser sig op og skynder sig videre, som intet var hændt' sagde Winston Churchill, som var kendt for at sige sin mening, klart og ubesmykket - også om emner, der ikke var lige behagelige for alle at blive konfronteret med. Og også kendt for at handle. Han var en undtagelse på en række områder. Han var i høj grad en undtagelse i forhold til andre, der vælger at sige sandheden, åbent og offentligt. De får ikke en lysende karriere og et behageligt liv. Tværtimod.

Den danske pædagog og forfatter, lektor Holger Henriksen (1931 -) skriver bl.a.: ‘De sammenhænge, vi indgår i, kræver tilpasning. Forventninger om at spille systemets rolle er stærke. Civil courage betyder styrke til at bryde med forventningerne. At bryde med forventningerne kan betyde, at man skuffer andre mennesker. Civil courage kan betyde, at give afkald på accept, sympati og popularitet.

Civil courage betyder mod til at benytte sig af indsigelsesretten og om nødvendig modstandsretten, når menneskerettighederne krænkes. Civil courage betyder solidaritet med det menneske, hvis værdighed er krænket. I en konflikt mellem loyalitet og solidaritet er det civil courage at vælge solidariteten. Ingen kan altid udvise civil courage, alle kan i enkelte situationer udvise civil courage.'

Det er altså en meget alvorlig beslutning - og det vil også kunne betyde mere end solidaritet med et enkelt menneske. Holger Henriksen siger også: 'Det er ikke det samme som heltemod. Det består i at træde ud af sin aktive eller passive accepterende rolle. Det kan kræve ofre, og det forudsætter, at man kan overvinde sin angst, opfatte sig som person med globalt ansvar.'

Man skal naturligvis passe på med at generalisere, men det forekommer undertiden som om civil ulydighed er et flokfænomen, medens det kræver betydelig mere personligt mod at udvise civilkurage, hvor man ofte står meget alene mod 'en flok' eller mod 'Stammen'. Det handler om noget mere end den rent fysiske tapperhed - selv om den reelt i nogle situationer, nogle samfund er en integreret del af civilkurage.

Det kan defineres som: Den enkelte borgers mod til at holde fast ved, give klart udtryk for - og handle - ud fra sin overbevisning, også selvom det indebærer en personlig risiko. Civilkurage kan betyde at give afkald på accept, sympati og popularitet. Civilkurage betyder mod til at benytte sig af indsigelsesretten og om nødvendigt krænke modstandsretten, når menneskerettighederne krænkes. Civilkurage betyder solidaritet med det menneske, hvis værdighed er krænket. I en konflikt mellem loyalitet og solidaritet er det civilkurage at vælge solidariteten. Civil courage kan betyde at give afkald på accept, sympati og popularitet.

Civilkurage betyder mod til at benytte sig af indsigelsesretten, når menneskerettighederne krænkes. Holger Henriksen uddyber det således: 'Civil courage betyder solidaritet med det menneske, hvis værdighed er krænket. I en konflikt mellem loyalitet og solidaritet er det civil courage at vælge solidariteten. Ingen kan altid udvise civil courage, alle kan i enkelte situationer udvise civil courage.'

Et enkelt lyspunkt - værd at tænke over
Her er så trods alt en opmuntring, et håb, fra de forsøg Milgram og andre har udført. Hvor forsøgspersoner rigtig nok på den ene side kunne påvirkes af en autoritær (forsøgs)leder til at udføre grufulde handlinger, så er der også en anden side. I en del tilfælde viste det sig, at såfremt forsøgspersoner forinden havde set en anden (oplyst deltager i forsøget) nægte at udføre ordren - altså ikke adlyde forsøgslederen - så var der langt mindre sandsynlighed for at denne rigtige forsøgsperson selv ville adlyde og udføre ordren.

Vi er som mennesker dybt påvirkelige af hinanden både i positiv og negativ retning. Det handler altså om modet til at være den første til at sige fra - eller til!

En væsentlig pointe er altså, at civilkurage i høj grad udvises af den, der tør kritisere sin egen gruppe - og det føler vi os jo helt fri til i det moderne, oplyste samfund her i Danmark, hvor politikerne taler om borgernes frie selvbestemmelse og ytringsfrihed og de ansatte i virksomhederne får uddelegeret ansvar, arbejder frit og har tilladelse og rum til at vise initiativ i mange nye organisationsformer. Det eneste, de bliver bedt om, er at være produktive og loyale, at slutte op om virksomhedens vision og være en del af dens kultur.

Der er dog mange eksempler, også nyere, på hvad ikke alene visioner og (virksomheds)kultur, men blind lydighed over for autoriteter og karismatiske personer kan føre til. Både i virksomheder og fra en politisk og ideologisk vinkel. Visioner og virksomhedskultur kan føre til underkastelse, måske skjult men ikke mindre alvorligt. Såvel en meget entydig virksomhedskultur, der er så heftigt attrået af mange, som en stærk leders visioner, kan tvinge dem, der har andre meninger, helt ud - eller ind i et mønster.

Stanley Milgram sagde: 'Det ville i hvert fald være forkert at tro, at der er knyttet én given temperamentsbestemt egenskab til ulydigheden, eller at drage den slutning, at gode og rare mennesker er ulydige, medens de grusomme adlyder. Der er simpelthen for mange punkter i processen, hvor forskellige bestanddele i personligheden kan spille nogle komplicerede roller, til at man kan tillade sig overforenklede generaliseringer. Og de anlæg, den enkelte bringer med til forsøget, er formentlig en mindre vigtig årsag til hans/hendes adfærd, end de fleste læsere antager. Socialpsykologien har i dette århundrede givet os en vigtig lære: det er som regel ikke så meget den enkeltes personlighed, som det er den situation, han befinder sig i, der bestemmer hans handlinger. - - - En adfærd, som er utænkelig hos et individ, der handler på egen hånd, udføres uden tøven, når det sker efter ordre.' - og her kan man så tilføje, at en ordre kan gives på mange måder.

Det er stadig værd at tænke alvorligt over begreberne civil ulydighed og civil kurage - ikke mindst i perspektivet af de frysende, farlige resultater af Stanley Milgrams lydighedsforsøg, hvor det viste sig, at man ved at spille på autoritet kunne få mennesker - pæne mennesker som vor læser og os selv - til at give andre pæne mennesker elektriske stød med dødelig styrke.

Supplerende litteratur
Henry David Thoreau: "Civil ulydighed" oversat efter "Civil Disobedience", 1849 af Flemming Chr. Nielsen i "Civil ulydighed. Tre politiske skrifter"; Informations Forlag, København 2005. ISBN 87-7514-121-3.

Holger Henriksen: 'Civil courage - et essay om pædagogikken og menneskerettighederne'; KVAN, Århus, 4. oplag 1988. ISBN 87-981870-1-5

http://www.information.dk/205513
Toni Liversage: " Civil ulydighed er en pligt"

http://www.evam.dk/uvf_ulyd.htm
Carsten Skjoldborg: "Civil ulydighed i samfundsfag"

http://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/?Forside

http://www.howardzinn.org/default/index.php

http://domino.djh.dk/appl/djh/blogs/mediebrokker.nsf/dx/civil-courage-2.0.htm
Lars Holmgaard Christensen, forskningschef:" Civil Courage 2.0"

http://de.wikipedia.org/wiki/Zivilcourage

http://ing.dk/artikel/94491-historisk-forsoeg-gentaget-vi-er-stadig-boedler
Mandag 22. december 2008. Birgitte Marfelt: 'Historisk forsøg gentaget: Vi er stadig bødler. 45 år efter et berygtet eksperiment er det i en lignende test lykkedes at finde folk, der er villig til at påføre andre mennesker smerter.

http://ing.dk/artikel/107614-doedens-ingenioerer-perfektionerede-gaskamre-med-faglig-stolthed

http://ing.dk/artikel/107556-masse-mordenes-mekanikere
http://www.truthdig.com...
Milgram Experiment Revisited

http://news.bbc.co.uk...
People 'still willing to torture'

http://en.wikipedia.org/wiki/Milgram_Experiment

http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=40425&s=whistleblowing