dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Hver anden ung politiker er i tvivl om genopstilling

Lokalpolitik er for svær at forene med studie, arbejde og familieliv. Derfor bliver mange unge lokalpolitikere i tvivl om, om de skal genopstille.
2. JUN 2025 9.13

Mange unge lokalpolitikere har svært ved at kombinere arbejde, studie og familieliv. Det viser en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Dansk Ungdoms Fællesråd. 

Hele 43 pct. af de unge kommunalpolitikere, som var under 30 år, da de blev valgt, svarer, at det er svært at få det politiske arbejde til at hænge sammen med resten af hverdagen.  

I alt har 106 byrådspolitikere deltaget. 

Selvom 81 pct. af de adspurgte planlægger at genopstille, har 52 pct. af dem været i tvivl, om de ville fortsætte.

Det er særligt på grund af arbejde og familie, at de unge lokalpolitikere har været i tvivl. 

Næsten tre ud af fire (74 pct.) er enten "meget enig" eller "enig" i, at det er svært at få arbejdet i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet til at hænge sammen med resten af livet. 

- Det er umuligt for mig at jonglere et familieliv med to børn under seks år, en fuldtidsstilling i det private erhvervsliv samt mit hverv som kommunalpolitiker. Der er total ubalance i mit liv - og ikke nok timer i døgnet, svarer en af ungdomspolitikerne i undersøgelsen.

Derudover har 28 pct. oplevet, at der bliver diskrimineret imod dem på grund af deres alder. Desto yngre byrådsmedlemmerne er, desto mere har de oplevet at blive diskrimineret på grund af deres alder, viser tal, som Dansk Ungdoms Fællesråd har sendt til DK Nyt. 

Løsningsforslag

De unge er blevet spurgt ind til, hvad de tror, der skal til, for at flere unge vil engagere sig i lokalpolitik. Her er, hvad de peger på.

66 pct. peger, på, at flere unge bør blive opfordret til at stille op, 56 pct. peger på, at bedre betaling, 38 pct. peger på, flere unge ville være interesseret, hvis byråds- og regionsrådsarbejdet krævede mindre tid, mens 
37 pct. peger på, at det kunne være mere interessant, hvis arbejdet i højere grad lå uden for almindelig arbejdstid. 

"Det afgørende er løn og faser i livet. Det er svært hvis man er helt unge eller en børnefamilie. Det (lokalpolitik, red.) er mere gearet til mennesker, der kan gå ned i tid eller er som på pension. Kommunalpolitik involverer meget "ikke planlagt tid" feks. netværksmøder og borgermøder der er adhoc," skriver en i undersøgelse. 

"Mere fleksibilitet mht. hvornår møderne ligger. Ældre kan være meget regide i fht, hvornår møderne ligger (...) møder fra 10-13 ødelægger jo ens arbejdsdag. Og det ville hjælpe, hvis borgerligt ombud var gældende, hvis man går på studie (...) Man skal kunne få hverdagen til at hænge sammen især hvis man har børn."

En anden opfordrer til, at man gøre det mere klart, hvad det kræver at blive opstillet:

"(D)et kan virke uoverskueligt når man kommer udefra (...) Det kan være svært at forstå hele processen (...) det ville få unge til at stille op, hvis man opfordrer unge til at melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation, så man får en introduktion til systemet, og derved vil man senere få lyst til at stille op. Og der skal laves reklame for hvad man får ud af at stille op som kandidat - Feks. godt netværk og støtte for organisationen. Så ville det være mindre afskrækkende at stille op."  

MBH/esl



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hver-anden-ung-politiker-er-i-tvivl-om-genopstilling

GDPR