Hurtigere behandling til kræftpatienter

Hurtigere behandling til kræftpatienter

Ventetiden på de fleste kræftbehandlinger er forkortet, men der er lang vej endnu, mener Kræftens Bekæmpelse. Midtjylland klarer sig bedst
8. SEP 2011 11.27

Af Johan Seidenfaden

En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner viser, at der for de fleste kræftpatienter er sket et markant fald i tiden fra henvisning til behandling i perioden 2006-2010 samtidig med en stigning i antal patienter. Rapporten viser samtidig et fald i ventetiden for de patienter, der har lange forløbstider.

- De seneste år har vi set en utrolig positiv udvikling på kræftområdet. At vi får kortere forløbstider trods flere patienter, ser jeg som et tegn på, at indsatsen for alvor virker. Samtidig er vi blevet hurtigere til at diagnosticere de svære tilfælde, hvor folk har uklare symptomer,  siger Danske Regioners formand, Bent Hansen.

Patienter udsættes for stor risiko
Men det går stadig for langsomt, mener Kræftens Bekæmpelse. For otte ud af de 11 største kræftformer gælder det fortsat, at over 25 pct. venter betydeligt længere på en diagnose end løfterne i kræftpakkerne.

- Det er positivt, at de fleste kræftpatienter nu kommer i gang med den behandlingsfrist, som er aftalt i kræftpakkerne. Men det er kritisabelt, at der stadig er en stor gruppe, som må vente alt for længe på at få den rigtige diagnose, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

- Hvis et laboratorium eller en medicinsk afdeling udsatte patienterne for en tilsvarende risiko, ville de jo blive lukket, og patienterne sendt et andet sted hen. Man skal være klar over, at for en række kræftdiagnoser, så udsættes patienten for en stor risiko, når der går for lang tid, inden de kommer i behandling.

Midtjylland er bedst
Region Midtjylland er bedst på otte ud af 11 områder i rapporten. Bent Hansen peger på indførelsen af kræftpakkerne og Diagnostisk Center i Silkeborg som vigtige årsager til, at patienterne hurtigere kommer i behandling.

- Når vi finder ud af, at patienten har kræft, er det vigtigt, at der hurtigt bliver sat en behandling i gang. Men det er også er vigtigt, at vi bliver gode til hurtigt at stille diagnosen. Det er her metoderne med et stærkt tværfagligt samarbejde i Diagnostisk Center i Silkeborg viser deres værd. En metode der nu er ved at blive udbredt til resten af landet, siger Bent Hansen.

Rapporten viser, at forløbstiderne for adskillige kræftområder er forkortet i perioden:
- Lungekræft fra 56 dage til 38 dage
- Kræft i hoved og hals fra 56 dage til 34 dage
- Kræft i tyk- og endetarm fra 34 dage til 26 dage
- Hæmatologiske kræftformer fra 45 til 35 dage
- Modermærkekræft fra 18 til 7 dage

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev