dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Hurtig ansættelse, hurtig bevilling efter stormflod og hurtig minister-reaktion efter omsorgssvigt

SKET I UGEN I den forløbne uge tog spionsagen mange overskrifter, mens det kommunale nyhedsunivers blandt andet rummede nye kommunaldirektører, politisk uro på Fanø og fordeling af SSA-pulje.
3. NOV 2023 11.30

I den kommunale verden blev der i denne uge lagt mærke til, hvordan Koldings konstituerede kommunaldirektør Merete Dissing i en lynansættelse fik det faste topchef-job, som hun i første runde slet ikke havde lagt billet ind på. Stillingen blev i mellemtiden - på forslag fra direktionen, hvor hun selv sad - nemlig ændret til at være mere udadvendt i forhold til en traditionel kommunaldirektør, bl.a. ved også stå i spidsen for kommunens fysiske udvikling. Og så blev hun ansat.

Merete Dissing afløser Thomas Boe, og også Frederiksberg kunne i denne uge præsentere ny kommunaldirektør: Nina Eg Hansen, som afløser Stig Henneberg.

Som i Kolding var der tale om en hurtig beslutning i Solrød, som snarest skal genetablere kystsikring efter den seneste stormflod. I en ekstraordinær byrådsbeslutning vedtoges, at kommunen og borgerne deles om den nødvendige udgift på 8,5 mio. kr.

På det lokalpolitiske plan var der uro på Fanø, hvor S og V har forladt konstitueringen på grund af borgmesterpartiets - De Radikales - ageren i en sag om stort byggeri i strandkanten.

En kommunal sag, der hurtigt kom på en ministers bord, handler om omsorgssvigt på handicapområdet. TV2 kunne berette om uacceptable forhold på bostedet Odinsgård i Vojens i Haderslev Kommune og tilbuddet Lynghuset i København.

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) reagerede på dokumentaren, der har ført til fyringer, opsigelse og politianmeldelse, kaldte beskrivelsen hjerteskærende og indkaldte til møde med KL, Danske Regioner, FOA og Socialpædagogerne.

Samme minister kunne i denne uge præsentere fordelingen af 885 millioner i det, der før hed Satspuljen og nu kaldes SSA-reserven. Kommunerne kan fx søge midler til at styrke nærvær og livsglæde hos ældre, fritidspasordninger og et mobilt stofindtagelsesrum.

På det nationale plan var der afgørende nyt i det, medierne på skift kalder FE-sagen, lækagesagen eller spionsagen: Efter at Højesteret onsdag i forrige uge tillod at åbne dørene en smule i retssagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort om lækage af nationale tophemmeligheder, droppede anklagemyndigheden i denne uge helt de to sager.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hurtig-ansaettelse-hurtig-bevilling-efter-stormflod-og-hurtig-minister-reaktion-efter-omsorgssvigt

GDPR